Intet nyt fra fødselsfronten

Lyt til artiklen

Præcis som mænds værnepligtshistorier kan kvinders fødselserfaringer også blive relativt lange i spyttet - for ikke at sige kedsommelige for andre at høre på. Det gælder desværre også hovedparten af Signe Ryge Pedersens bog 'Fødselsfortællinger', der er endnu et bidrag til det eksisterende bjerg af fødsels- og graviditetsrelateret informationslitteratur. I en række interview beretter ni kvinder og to mænd om deres oplevelser fra fødestuen, men selv om vi guides godt rundt mellem kejsersnit, presseveer og rygmarvsblokader, forbliver de fleste af historierne underligt introverte og uambitiøse efter andet end at blive fortalt. I dialog med læseren Et lukket kredsløb af enetaler, der næres af det umulige i kritisk at diskutere kvinders individuelle fødselsoplevelser. I dette perspektiv er bogens mandlige beretninger interessante undtagelser. Særlig Politiken-journalisten Per Munch, hvis speedsnakkende drengerøvsdistance i dagens anledning er klædeligt garneret med voksenrefleksioner. Han vil ikke bare låne et øre, men i dialog med læseren. Han insisterer på en diskussion af mænds identifikationsproblemer under graviditeten og i fødselssituationen, og hans kritik af den flagrende, udefinerede rolle, fædre ofte har på fødestuen, er møntet på forandring. Markedet er mættet Og måske er det netop distancen - 'det andet blik', man har, når man ikke selv har lagt krop til strabadserne - der kan slå hul på skallen og bryde det genremæssige dødevande, der præger bogens andre beretninger. Jeg tilhører - indrømmet - ikke bogens primære målgruppe, al den stund det er et par år siden, jeg sidst var i gang med at føde børn, alligevel er det spørgsmålet, om bogen i sin henvendelse til kommende forældre kan konkurrere med de mange tilbud om information og chat, som adgangen til internettet tilvejebringer. Bogen vinder ganske vist en anelse ved afslutningsvis at lade en jordemor og en psykolog perspektivere de personlige historier, men måske er markedet bare mættet og tiden løbet fra de detaljetunge, bogpublicerede fødselsberetninger. Akademiske armbøjninger Nuvel, hvis den intenderede præmis er uinspirerende, så viser bogen sig kuriøst nok i en anden optik at være en guldgrube. For er man en hund efter kulturanalyse, nysgerrig på fødselsdiskurser, fødselssituationens kønskonstruktioner og andre tilsvarende akademiske armbøjninger, ja, så er 'Fødselsfortællinger' faktisk et kildemæssigt fund. Den giver et kig til de krops- og fødselsidealer, der martrer dagens gravide kvinder, ligesom den viser, hvor smerteligt fokuseret på kontrol de fødende er. Og skulle man være i tvivl, så viser Ryge Pedersens interview, at biologismen har et godt, solidt tag i de kønsforståelser, der cirkulerer i fødselssituationen, ligegyldigt om man er den, der presser, eller den, der kigger på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her