Den handler om rynker og slidgigt, om at blive flad, hvor man før var rund og omvendt, om knyster og knirken - og man bliver i rasende godt humør af at læse den. For er der noget, der kendetegner de ni kvinder mellem 59 og 72 år, som har bidraget til antologien 'Med alderen', så er det udvikling, munterhed, nysgerrighed og et næsten totalt fravær af den selvoptagethed, som ellers har misklædt netop deres (og min, årgang 1939) generation. Med nogen grund: Vi har ingen brugbare rollemodeller, vi skal selv opfinde vores alderdom, og det er der - og bliver der - talt og skrevet og til en vis grad jamret meget om. Tid til alt det gode Men de ni brave kvinder her gider ikke mere begræde deres tabte ungdom. De er holdt op med at kæmpe imod alderen og har derfor fået tid til at se alt det gode, som de sene år også rummer. Som forfatteren Inge Eriksen slutter bogen: »Jamen, måske har jeg aldrig været lykkeligere end nu?«. Eller Susie Haxthausen, også forfatter, der skriver smukt om sin taknemmelighed over at være i live i den korte tid, det varer: »Med årene skal der mindre og mindre til, før jeg glemmer mig selv og bliver en del af det hele. Jeg har nu været så længe på jorden, at jeg omsider føler mig hjemme«. Folk ser kun alderen Ikke at det er idyl alt sammen. Danseren Sorella Englund er træt af de jævnaldrende mænd, der spørger hende til råds om, hvad de dog skal gøre for at holde på deres 18-årige veninder og sammenligner det at blive ældre med at have et stort, synligt ar. »Enten bliver der ikke set på én; man er usynlig, eller også bliver der stirret på én, og det eneste, folk ser, er ens alder«. Men hun har stadig planer: Hun kunne tænke sig at lære at male med olie eller danse tango, og hun bliver høj af at rydde op og smide ting ud: »I dag skal jeg have udsyn«. Oprørsk gammel kone Naturligvis er der angsten for sygdomme og hjælpeløshed og de billeder af svigtende ældreomsorg, som ustandselig præsenteres i medierne. Hvordan skal vi klare den? »Jeg er bange for, at jeg ikke bliver den milde, livskloge morlille, som jeg kunne drømme om, men en oprørsk, gammel kone, som kun kan give sin afmagt udtryk i vrede og vrissenhed«, skriver Liss Hansen, cand.mag. Men den tid, den sorg. Foreløbig har hun sit barnebarns ord for, at »min mormor er den bedste gamle til at spille fodbold«. Så »jeg snører skoene ekstra stramt om knysterne, ranker min osteoporoseplagede ryg, kniber sammen for at holde på den nedsynkende bækkenbund - og scorer«. Farvel til mor Kirsten Sarauw, tidligere præst, nu psykoterapeut (interviewet i Søndag 28.3.) synes, at en af de gaver, hun fik i sine 50'ere, var det lange farvel til sin mor, den fornemmelse af meningsfuldhed, som moderens sidste år signalerede. For hver alder har sin særlige betydning både for os selv og for dem, der kommer efter os. »Hendes uhykleriske, sommetider rasende oprørske, sommetider fromt accepterende livtag med alderdommens udfordringer blev den gave, hun rakte sin datter«. På Kreta mødte Kirsten Sarauw nogle rollemodeller, hun ikke siden har glemt. De var brede og slidte, vejrbidte og rynkede, medlemmer af »et lystigt, urkvindeligt selskab«. Af dem har hun lært ikke mere at lade sig kue af andres blikke, og »engang oplevedes det som et tab, nu føles det som en befrielse«. Et nyt menneske er dukket frem efter overgangsalderens forbrændingsproces. Skuespilleren Vigga Bro formulerer det sådan: »Man skal ikke leve op til noget. Dårligt nok til sig selv«. Det bliver værre endnu Der er to svenske bidragydere i antologien, forfatteren Agneta Pleijel og tidligere museumsinspektør Anita Persson. Den første skriver om at vokse ind i sig selv, fylde sine konturer ud og i øvrigt se med milde øjne på kroppens planmæssige forfald: »Herregud, det bliver værre endnu. Tænk at det endnu står så godt til«. Anita Persson fortæller om det kollektivhus, hun har etableret sammen med jævnaldrende, og det kan man selvfølgelig godt lære noget af. Men det er de indre processer, der er spændende. Godt, at vi er kommet længere end til letfærdige råd om at tage på malerkursus i Provence og i øvrigt lade, som om vi aldrig bliver ældre end højst 50. Det gør vi - hvis vi er heldige.