På skuldrene af kæmper

Lyt til artiklen

Forestil dig en verden, hvor gæringsprocesser til fremstilling af vin gang på gang går galt, uden at man forstår hvorfor, hvor hundegalskab bliver 'behandlet' med glødende jern, og hvor man tror, at Solen drejer rundt om Jorden. Denne verden har faktisk eksisteret, og videnskabsmænd og -kvinder har i kamp med kirken - og ofte også i en indre kamp med deres eget tankegods - undersøgt, eksperimenteret og tænkt sig frem til det, vi ser som banal viden i dag, hvor geometri, evolution og det periodiske system indgår som en fast del af pensum allerede i folkeskolen. Det er disse personer, der er i centrum i en ny bog om 'Videnskabens kæmper'. Religion versus videnskab At fokusere på personerne er en god indgangsvinkel til naturvidenskaben, der på mange virker kold og kønsløs, og så giver det samtidig mulighed for at fortælle en masse gode og til tider meget dramatiske historier om mennesker, der kæmpede for deres sag, ofte med store personlige omkostninger. Selv om fokus er på personerne, beskæftiger forfatteren sig selvfølgelig også med deres opdagelser, og den trinvise, historiske gennemgang giver en god forståelse af den revolution i verdensbilledet, naturvidenskaben har afstedkommet. Kirken spiller en stor rolle i bogen - mest som de videnskabelige heltes modstander, men også i nogle tilfælde som deres velynder. Herhjemme krydsede Grundtvig klinger med H.C. Ørsted. Grundtvig talte der kraftigt imod naturvidenskaben, som han opfattede som åndeligt hovmod. Dynamik Mange forskere var selv stærkt religiøse - nogle opfattede endda sig selv som Guds redskab eller udvalgte. Andre forkastede i en tidlig alder deres barnetro. Det er interessant at se, hvordan forskernes eget tankegods, det være sig religiøst eller videnskabeligt, påvirker den måde, de opfatter og vælger at undersøge verden på. I H.C. Ørsteds tilfælde betød hans romantiske, holistiske ideer, at han i modsætning til mange andre på hans tid ikke havde noget besvær med at acceptere, at der var en sammenhæng mellem magnetisme og elektricitet. Undervejs i bogen bliver det tydeligt, hvor dynamisk videnskaben er - hele tiden opdager man nyt, og ens verdensbillede må igen omorganiseres. God fortællerstemme Man bliver fanget og holdt fast af personerne og den gode fortællerstemme, som aldrig kammer over i indforstået fagsnak eller irriterende overbegejstring. Bogen er let at læse og giver et virkelig godt indblik i videnskabens væsen og i, hvordan en naturvidenskabsmand tænker. Layoutet er til gengæld ikke særlig indbydende - omslaget bærer præg af den her meget traditionelle, populærvidenskabelige forkærlighed for kradse farver og overfyldte, collageagtige forsider. Men indholdet er selvfølgelig den vigtigste del af en bog, og det er virkelig anbefalelsesværdigt at give sig i kast med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her