I enhver frankrigskorrespondents arkivsystem er der særlig én mappe, der næsten egenhændigt kan få skufferne til at briste. Skandalemappen. Det er en mappe, der bugner med velkendte navne. Valéry Giscard d'Estaing, Renaud Donnedieu de Vabres, Alain Carignon, Jean Tiberi, Alain Juppé og Jacques Chirac. Alle er de franske toppolitikere, og alle har de det tilfælles med flere hundrede af deres kolleger, at de er eller har været hovedpersoner i odiøse sager om korruption, magtmisbrug eller personlig berigelse. Den franske republiks historie er tapetseret med saftige og klistrede politiske skandaler. Fra sagen om krigsminister general Andrés magtmisbrug i 1904 og 1930'ernes finansskandaler til den celebre sag om kejser Bokassas gedulgte diamantgave til Giscard d'Estaing i 1979, Luchaire-affæren om den franske regerings ulovlige våbensalg til Iran i 1980'erne og frem til 1990'erne, hvor en sand kaskade af afsløringer om ulovlig partistøtte og bonkammerateri mellem politikere og byggematadorer vældede frem. Korruption og misbrug Skandalerne er i dag så talrige, at de kan være vanskelige at hitte rede i, og derfor har historikeren Jean Garrigues sat sig for at dissekere fænomenet i en netop udkommet bog. Bogen giver et uvurderligt vue over det sidste århundredes franske skandaler og er samtidig et skræmmende og fragmentarisk portræt af et samfund, der tilsyneladende ledes af en politisk elite af tvivlsom moralsk beskaffenhed. Bogens grundlæggende spørgsmål er, hvad der kendetegner den franske politiske skandale. Og svaret er enkelt. Korruption og misbrug af offentlige midler er det gennemgående træk i det overvejende katolske Frankrigs skandaler. Mens skandalerne i de protestantiske angelsaksiske samfund handler om sex, løftede dyner og udenomsægteskabelige affærer, er det ikke noget, der løfter øjenbrynene i Frankrig. Her vakte det ikke videre opsigt at se François Mitterrands kone, Danielle, stå side om side med hans elskerinde, Anne Pingeot, og deres uægte datter, Mazarine, ved den afdøde præsidents båre i 1996. I Frankrig opstår skandalerne ifølge Garrigues, når politikerne bryder borgerskabsånden, der kræver, at den folkevalgte er uimodtagelig over for penge, og derfor »er korruptionen den værste af dødssynderne«, skriver han. Udstrakt overbærenhed Skandalerne dukker hyppigst op i krisetider. Men det er ikke krisen i sig selv, der skaber skandalen. Den fungerer blot som katalysator, idet den skaber et klima, der er gunstigt for afsløringer af de lyssky ugerninger. For at kunne vurdere en skandale må man imidlertid til bunds i dens genealogi. Her spiller selve forbrydelsen eller udåden kun en del af rollen. Lige så vigtig er den moralske dom, der bliver fældet over misdæderen, den offentlige indignation og skandalens politiske konsekvenser - dens effekt, om man vil. Og her bliver bogen rigtig interessant. For på den ene side skaber politikernes forsøg på at hemmeligholde eller lægge låg på skandalerne ifølge Garrigues en kløft mellem den politiske elite og borgerne, som tærer hårdt på den demokratiske ånd. Men på den anden side erkender Garrigues samtidig, at alle meningsmålinger viser, at det franske samfund udviser en udstrakt overbærenhed med svindlere og bedragere - uanset om det drejer sig om håndværkeren, der skovler sorte penge ind, eller politikeren, der modtager ulovlig støtte til en slunken partikasse. Denne paradoksale flegmatisme skyldes ifølge Garrigues i højere grad, at samtlige politiske partier på ét eller andet tidspunkt har haft fingrene for dybt i kagedåsen. Der opstår tilmed en slags sympati mellem de politiske fløje, som ikke ønsker at drage fordel af modpartens fadæser, fordi de aldrig ved, hvornår de selv må en tur i manegen. Pligten til at forarges De eneste, som konsekvent søger at få udbytte af korruptionen, er de politiske yderfløje. Den politiske skandale har altid været populismens og den ekstreme højrefløjs foretrukne våben med den rabiate Jean-Marie Le Pens Front National i spidsen, skriver Garrigues. Garrigues skoser de franske borgere for deres skuldertrækken (selv om de 451 domfældelser for misbrug af offentlige midler alene i 2001 gør den lettere for ham at forstå). Hans budskab er lige så simpelt, som nogen måske vil finde det naivt: »Vi må ikke lade de politiske ekstremers demagoger være ene om at ride på skandalernes bølger«, skriver han, men i stedet erindre, at »pligten til at forarges er en af de vigtigste republikanske dyder«. Garrigues' bog er et vigtigt forsøg på at kortlægge en pilrådden praksis i et af EU's største lande. Den er et veldokumenteret akademisk opgør med den kynisme, der i dag omgiver de franske skandaler - eller les affaires, som man med en nonchalant eufemisme omtaler dem i bladene.