At Jan Øberg, velkendt fredsforsker, var imod krigen mod Saddam Hussein, var enkelt at forudsige. At Øberg også finder krigen en fiasko er ikke mindre overraskende. Nu har Øberg samlet sine personlige iagttagelser og stærkt kritiske analyser af Irakkrigen og de foregående internationale sanktioner i en ny bog, der på mange måder er, om ikke uforudsigelig, så i hvert fald usædvanlig. Det er Øbergs klare opfattelse, at Saddam Hussein primært er Vestens kreation, og at hans forbrydelser derfor i stor udstrækning kan tilskrives vestlige konti. Det er dog Øbergs opfattelse, at Saddam Hussein gjorde meget godt, gennemførte en lovende landreform, tillod fagforeninger, bare de var loyale mod hans Baathparti, indførte et socialt velfærdssystem og banede vejen for et godt uddannelsessystem og en betydelig ligestilling m.m. Men så er der lige dét med Saddam Husseins undertrykkelse af sit eget folk. Øberg pointerer, at han »begribeligvis« ikke havde nogen sympati for diktatoren, som han vælger at omtale som »leder« på linje med andre »ledere«, inklusive demokratisk valgte af slagsen. Kurderne I Øbergs øjne påførte de vestlige lande med USA i spidsen reelt Irak et folkemord ved de økonomiske sanktioner i 1990'erne. Det er et stærkt ord, skønt kritikken af sanktionernes udmarvning af Irak er velbegrundet. Det er immervæk påfaldende, når Øberg på trods af sin eksplicitte viden om Saddam Husseins mord på kurdere - hen ad 180.000 mennesker i Nordirak - mener, at »kurderne på flere måder har haft det bedre i Irak end i Tyrkiet og Iran«. Bogen opridser, hvad vi ifølge Øberg burde vide om Irak, hvad USA gjorde galt, hvad EU burde have gjort, hvad FN kunne gøre bedre, og hvad der ifølge Øberg endnu kan og bør gøres for at mindske risikoen for, at alt bliver endnu værre. Her får statsminister Anders Fogh Rasmussen fuld tilslutning til sit forslag om et freds- og sikkerhedspolitisk samarbejde mellem EU og den arabiske verden a la den gamle Helsingforsproces i Europa.