»Jeg synes, det er nogle ulækre pandekager. Min mors er meget bedre«. Klar knockout til stedmor, og hvis hun ikke er voksen og klog, bliver hun selvfølgelig rasende. Og jaloux og hadefuld og alle mulige andre upæne følelser. På omslagsbilledet til 'Fars nye kæreste', som har undertitlen 'En overlevelsesguide for stedmødre', sidder hun i lænestolen lidt ude til siden, mens far og hans to børn hygger sig i sofaen. Forfatteren, den svenske Cornelia Sabelström, er selv stedmor, og hendes påstand er, at stedmødre ikke taler om de problemer, de har, for selve deres tilstedeværelse er symbolet på en bristet familie, på sorg og adskillelse. Stedfamilien er derfor en »andenrangsfamilie med medfødte misdannelser«, som hun udtrykker det. Så der er grunde til at skjule besværlighederne. At elske et stedbarn Men det er lige det, man ikke skal. Gennem hele bogen - som er noget amerikansk i sit tilsnit med alt for mange undersøgelser, der bekræfter dit eller dat, men også med mange gode citater fra stedmødre - går det fornuftige råd på at se problemerne i øjnene, tale om dem, skændes om dem, prøve at finde frem til, hvornår og hvorfor de opstår. Og lade være med at kræve det umulige af sig selv. Man elsker ikke umiddelbart og af ren vilje et stedbarn, som hellere ville have beholdt sin mor i den lænestol. Men man kan måske komme til det - og vice versa - hvis man lader tingene gro i stilfærdighed og tålmodighed. »Når man har gjort op med sine egne illusioner og sine ønsker om at være god og i stedet lytter til, hvad man virkelig vil og kan. Først da kan den nye familie begynde at slappe af og mødes rigtigt«, skriver Cornelia Sabelström. Og stedmor kan begynde at finde sin helt personlige rolle, sin egen vej. Ikke noget dårligt projekt.