Der er ingen tvivl om, at Sven Holm staver menneske som menske. Man kan prøve at indsætte den korrekte betegnelse 'menneske', men teksterne bliver dårligere - det foreliggende udvalg af klip og fraklip fra aviser, tidsskrifter og antologier vidner om en parathed og en inspiration, som kommer fra opgaven. En essayist! Man kender det. Men menske gør teksterne lidt mere fortrolige, mensker er vi jo alle. Og valget vidner også om, at der ikke skal være noget som helst højtideligt i denne bog, den skal være på godnatlæsningsplanet. Patetisk Således f.eks. teksten 'Dronning Margrethes hår', som handler om, at vi mensker ikke klatrer glade og syngende op og ned ad hendes hår, men er tilfredse med hatten. Den lidt billige og forkomne tilfredshed med tilværelsen er vel den inderste mening med teksterne, som er ret svingende i kvalitet. Når Sven Holm skriver nekrologer, bliver han patetisk. »Andrea var noget så sjældent som et menske, der indeholdt en hemmelighed« ... »Tak for det alt sammen, Andrea«. Ny linje: »Tak for at du lærte os at en sten kan blive et menske«. Ny linje: »Tak for alle de forår, du fik til at bryde ud«. Dovenskab Jo, jo - men alligevel, sagt i al fortrolighed: Den digter, der lader sine nekrologer aftrykke, er for doven. Plus dette: Man siger sgu ikke 'du' og fornavn til de døde, det er en tand for fortroligt. Det er muligt, de opstår, men foreløbig ligger de i kisten og har krav på den umage, vi gør os med diskretion og afstand. Så går det bedre med et par barndomsminder og med en lille anekdotesamling om Villy Sørensen, som i det skjulte også får fortalt et par sandheder om Sven Holm: »Ved du hvad jeg synes du skal - jeg synes du skal skrive en lille hat«. Det fik han gjort. Det bedste ved Sven Holms klip er de pludselige umage ord, der skyder uventet op og får sagen sat på plads. Om Leif Panduro: »Lige under borgerskabet ligger døden ligesom jorden ligger lige under vores græsplæner«. Her erstatter en god tekst det lange seje træk. Jeg er doven, indrømmer Sven Holm et sted. Doven og opfindsom, det tror man gerne. Han er i gang med at opdage, at livet ikke bare er, men at det er noget. Og har man ikke bedre for ved sengetide, er bogen en udmærket lille markør til ventetiden.