Man glor. Det kan ikke være anderledes, for nogle af de her mennesker minder om Nikolaj, der har hovedet den forkerte vej og højre fod på venstre tå. Og det er i orden at glo, skriver bogens forfatter og fotograf, Sten Lange, i sit forord. »Du skal se dig mæt på det anderledes, tilegne dig ny erfaring og dermed udvide din forståelsesramme. Men det er ikke tilstrækkeligt at kigge, du må som barnet stille spørgsmål, så fordommene kan erstattes af personlig erfaring«. Underholdende Det er så det, han prøver i 'Anderledes familier', en fortsættelse af hans fotobog fra 1999, 'Anderledes mennesker'. I denne bog kommer både de handikappede og den familie, der omgiver dem, til orde, og heldigvis er sproget i de 25 historier mindre knudret end i indledningen. Nogle af dem er faktisk underholdende, som den om Fritz Markussen fra Mors, 52 år og med Aperts syndrom, der misdanner ansigt og hænder, bl.a. er hans fingre vokset sammen. »Vendt til noget kraftfuldt« Fritz tilbragte en del af sin barndom på åndssvageanstalten i Vodskov og 30 år som gartnerimedhjælper på Livø, men nu er han selvstændig, reparerer gamle traktorer på sin lille ejendom og har noget kørende med en veninde, som han mødte til enkebal på Hotel Vinderup for 17 måneder siden. »Jeg kunne godt tænke mig at være kæreste med hende, men så langt er jeg ikke kommet endnu. Hun siger bare, at vi skal være gode venner. Ja, men det skal vi da, siger jeg så«. Fritz blev sendt direkte på børnehjem i Brønderslev, da han blev født, men kom hjem et år senere. Så heldig var thalidomidofret Anette Jørgensen ikke. Hendes mor ville ikke se hende, så hun blev anbragt på et spædbørnshjem og siden på et børnehjem for handikappede. I dag er hun 38 år, læser HF og dyrker shamanisme og prøver »at bære hele mig på en god måde, så det ikke bliver en smerte, men så det bliver vendt til noget kraftfuldt«. Nyfigenhed Hendes historie er en af bogens længste og mest illustrerede. Og den, der får denne læser til at sætte spørgsmålstegn ved etikken i projektet. Det kan godt være, at Anette gerne ville fotograferes nøgen på tre af de fem billeder, men det ligner en udstilling, og man føler sig som en kigger. Tænk, ser man sådan ud nøgen, når man mangler armene og det meste af lårene - det er forbløffende, men bliver vi klogere og mere tolerante af se det? Nogle få af bogens andre billeder giver samme fornemmelse af nyfigenhed, men ret skal være ret: Det er også utrolige historier om menneskelig styrke, der oprulles. »Jeg er stolt af mine børn, og jeg er stolt af det liv, vi har levet sammen med dem«, siger Leni Djurskov, 63 år og mor til Carina, 39 år og psykotisk, og Niels, 37 år, spastiker og evnesvag. Kom så igen, alle os, der synes, at livet kan være hårdt, og at børn kan være besværlige. Naturligvis er det velfungerende familier, der har stillet sig til rådighed for Sten Langes kamera og båndoptager. Der er givetvis masser af andre, som ikke har kunnet vende problemerne til en berigelse og en styrke. Og selv blandt de 'gode' familier har det holdt hårdt. »Det var ikke det barn, jeg skulle have«, siger Eva Pinnerup, 40, om den 9-årige Nis, der er mongol og nummer to i en søskendeflok på fire. Da han blev født, troede ingen, han ville overleve, men det gjorde han, og »så blev vi jo nødt til at forholde os til ham som vores barn, og når han nu var vores barn, skulle han også med hjem. Og i dag vil vi selvfølgelig ikke undvære ham«. Misbrug af fiskehud Otte af de 25 historier handler om mongoler, fire om dværge, og de kan ikke undgå at blive gentagelser, selv om hver familie er forskellig, og der er billeder og replikker, man ikke glemmer. Som Hanne Laursen, da hun fik at vide, at sønnen Jacob ville blive dværg: »En af de første tanker, der røg gennem mit hoved, var: »Hold kæft, hvor er det godt, at du selv kan sy«. Det var dét dér med at korte ærmer og ben af«. Og den 37-årige cand. merc. Klaus Hougaard Pedersen, som har fiskehud, konstant skallende og rødmende, og som barn kunne finde på at forskrække folk: »Jeg misbrugte det, når min søster og jeg var i Fårup Sommerland, og alle trampolinerne var optaget. Jeg hoppede op på en af dem med det resultat, at alle ungerne flygtede. Så havde jeg én, den fik min søster så, og jeg gik over og tog den næste - så havde vi én hver«. Eller som Eva Christensen, 28 år og ramt af rygmarvsbrok, konstaterer: »Nogle gange ligger det i luften, at handikappede sikkert er bedre mennesker end alle andre. Det er de ikke«. Nej, selvfølgelig ikke. De er sjove og triste, kloge og dumme, tykke og tynde som alle andre, og hvis man ikke vidste det, kan man lære det i denne bog. Og kigge på billederne. Kan den få normaldanskeren til at glo lidt mindre uhæmmet, når de handikappede krydser hans vej, er den umagen værd.