Times Square er noget af et paradoks. For det første udgør sammenrendet af gader og stræder ved 42nd Street, 7th Avenue og Broadway ikke den firkant, som pladsens engelske navn skulle henvise til. Dertil har Times Square aldrig fungeret som et åndehul i byens tætte trafik og hektiske handelsliv, som bypladser traditionelt bør gøre. Tværtimod har pointen med Times Square altid været, at her sker der noget, og det er præcis den ustandselige travlhed, der har gjort pladsen til ét med New Yorks kulturelle hjerte, der banker på sin egen, kommercielle måde. Zigzaglinje mellem ekstremer Det er en plads, der er blevet prist og skændet i løbet af sin 100 år lange levetid, og det er en plads, der har befundet sig i et konstant tovtrækkeri mellem byens øvre og nedre kræfter. Kunstnere, gangstere, prostituerede og mere respektable forretningsfolk har alle på skift indtaget Times Square, der fra begyndelsen har forsøgt dels at charmere borgerstanden - med vaudeviller, kabareter og den nye dansedille - dels at stille dens mere lyssky appetitter. Det er derfor ikke overraskende, at pladsens livskurve, der danner rammen om James Traubs 'The Devil's Playground: A Century of Pleasure and Profit in Times Square', tegner sig som en zigzaglinje mellem ekstremerne. Ragtime, neonlys og kåde korpiger Det er en historie, som Traub giver dramaets form, og hvis første akt tager sin begyndelse i 1904, hvor The New York Times rykker ind i en nyopført skyskraber på hjørnet af Broadway og 42nd Street og dermed får pladsen omdøbt fra Longacre Square til det mere urbane Times Square. Snart begynder teater- og danselivet at spille her for fulde huse, befolket af byens arbejderklasse og bedsteborgerskab, der fragtes uptown af en nyligt færdiganlagt subway. Det er en storhedstid af ragtime, neonlys og kåde korpiger, men de glade 1920'ere afløses brat af en 40-årig lang forfaldsperiode, som dræner Times Square for alt det, der gav pladsen sit gode navn og rygte: The Times flytter, alkoholforbuddet og depressionen tvinger danserestauranter til at lukke, mens biograferne snupper teatrenes småborgerklientel. Dødsstødet kommer i 1950'erne med tv'ets og forstædernes fremkomst, der forleder borgerne ud af byen og helt ind i privatlivets fred, hvor de kvitter den offentlige underholdning for i stedet at forlyste sig hjemme foran skærmen. Fra syndens hule til børneparadis Mens de gamle teaterlys slukkes ét efter ét på Times Square, tændes til gengæld pornobutikkernes og bordellernes røde lygter, der bebuder pladsens nye beboere af pushere, ludere og lommetyve. Det er et Times Square, som vi kender bedst fra Scorseses berømte 'Taxi Driver', hvor filmens forstyrrede hovedperson, Travis, betegner pladsen som en helvedes forgård, der i hans vision snart vil blive oversvømmet af en ny syndflod. Det bliver dog ikke en syndflod, men et byfornyelsesprojekt i 1980'erne og 90'erne med borgmester Giuliani i spidsen, der kommer til at vaske snavset og fordærvet af gaderne omkring 42nd Street. Ud ryger narkohajer og gadeludere, og ind kommer multinationale firmaer som GAP, McDonald's og Toys 'R' Us. Samtidig får de gamle teatre en saltvandsindsprøjtning med Disney-produktionernes ankomst på scenen, og i løbet af bare ti år forvandles pladsen fra en syndens hule til det rene børneparadis, mens Times Square ændrer sig i folks bevidsthed fra et uforudsigelighedens kaos til det fuldstændigt modsatte: én stor, homogen zone af ensrettende reklamekampagner for globale virksomheder. Byens bankende hjerte 'Disneyficeringen' af Times Square er blevet prist af byens forretningsfolk og skældt ud af nostalgikere, der begræder tabet af byens nok fordærvede, men dog organiske kernehus. James Traub stiller sig midt i mellem de to yderpunkter og bifalder, at pladsen ikke længere dagligt hærges af mord, voldtægt og hård kriminalitet, men han stiller sig samtidig tvivlende over for, om Times Square vil fortsætte med at kunne gøde byens kreative kræfter i de nye, kommercielle omgivelser. Og Traub har god grund til at være bekymret. Som Mike Wallace bemærkede i sin anmeldelse af Traubs bog i The New York Review, viste dagene efter terrorangrebene 11. september, at Times Square allerede har udspillet sin rolle som byens samlingssted og offentlige holdepunkt. Da newyorkerne dén dag samledes i sorg med levende lys og nattegudstjenester, var det netop ikke på Times Square, men på andre af byens pladser som Union Square, Washington Square, Central Park og promenaden i Brooklyn Heights. Det er også her, spår Wallace, uden for bykernen og langt væk fra Times Squares globale kapitalisme, at New Yorks kreativitet for fremtiden vil ulme og slå gnister mellem verdens tilfældige sammenrend af forskellige nationaliteter. Det er her, at det nu sker - det er her, at byens hjerte stadig banker.