Kan du lige kort fortælle mig, hvad feministisk filosofi går ud på?«, spurgte min veninde, da hun så den svært indbydende 'Feministisk filosofi. En introduktion' ligge opslået på mit skrivebord. Forfattet af den velanskrevne, Yale-uddannede, jødisk-amerikanske, men herboende filosof, Robin May Schott. Hun giver sig dog ikke af med slige kortfattede definitioner, men introducerer et langt stykke hen ad vejen til så mange vinkler på feministisk filosofihistorie og erkendelsesteori uden klart at definere sin egen position, at læseren forgæves søger efter landkortet. Dagsordensættende Ikke desto mindre fremstår hun, når sidste side er vendt, som lidt af en 'woman with a mission' med denne den første dansksprogede indføring i feministisk filosofi. Et gedigent forsvarsskrift for feltet af feministiske filosoffer, der formår at stille andre spørgsmål til filosofi end mænd, behandle traditionelle filosofiske emner på anden vis, end patriarkatet foreskriver, og underkaste nye områder et feministisk, filosofisk blik. Særligt sidstnævnte viser sig cirka midtvejs som introduktionens klare scoop, idet Schott her fremlægger sin smerteligt aktuelle forskning i krigsetik. Og dét på en måde, der nagler fast til bagvæggen, at feministisk filosofi dels har sin soleklare relevans andre steder end mellem ørerne på de få oplyste, dels har været - og i høj grad er - dagsordensættende, når det gælder overvejelser over, hvad det implicerer for mennesker, at voldelige konflikter er en del af dagens orden. Interview med massevoldtægtsmand Selv om hverken specialister eller baggrundsjournalister er faldet over hinanden for at skrive 'feministisk filosof' i panden, når de har fremlagt deres overvejelser - f.eks. over, hvad der får mennesker i krig til at massevoldtage kvinder - ser man hos Schott de mange halve antagelser samle sig i en meningsfuld helhed, som gøres hårrejsende håndgribelig gennem interviewmateriale fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Takket være hendes fokus på de krigstraumatiseredes underliggende bevæggrunde forfalder Schott dog ikke på noget tidspunkt til sensationsdækning. Eksempelvis giver interview med en ung serbisk massevoldtægtsmand og en ditto ung, muslimsk kvinde, der undgik voldtægt, ny mening, hvis man anlægger det perspektiv, at voldshandlinger afhænger af gerningsmandens evne til at abstrahere fra den andens konkrete identitet og dæmonisere hele folkeslag som slimede, fascistoide osv. For mens denne voldtægtsmand, trods manglende seksuel lyst, dog formåede at voldtage et større antal »høje, mørkhårede kvinder mellem tyve og femogtyve«, slap den unge kvinde med skrækken ved konkret at bede krænkeren forestille sig sin søster i samme sted. Danske bonderøvsuniversiteter Endelig bidrager Schott med etiske overvejelser over, hvordan man heler mennesker udsat for så alvorlig grænse- og tabuoverskridelse, at de må være hjemløse i egen krop. Som den kvinde, hvis 14-årige søn blev beordret til at voldtage hende. Schotts væsentlige bidrag til filosofien skæmmes dog desværre af, at hendes primære drivkraft over de første mange sider er vrede og indignation. Kort sagt er Schott über-forpisset. Og vist forstår man det, når man læser om de bonderøvsformede danske universiteter, hvor man egentlig ikke kan se, hvorfor man skulle holde op med at stikke fingrene i ørerne og skrige, at feministisk filosofi er inderligt irrelevant. Også selv om feltet nyder stor anerkendelse på den anden side af Atlanten. Diffus målgruppe Blot forekommer det unødvendigt, at Schott lidet upbeat åbner ballet med at banke stridsøksen ned i en kæmpe portion usaltet grød af fordomme og derefter hakke rundt, når nu ingen med dén slags fordomme sandsynligvis vil finde vej til hendes bog. Først tænkte jeg, at Schott måske vil markere, at feministisk filosofi i bund og grund befinder sig bedst i modvind, som modstands- og protestfilosofi. Men eftersom introduktionen tillige plages af flere indforståetheder og niveauforskelle, hvor filosofiske sammenhænge fremstilles i fagspecifikke termer ét sted og forklares bredt tilgængeligt et andet, tror jeg snarere, at Schott har haft lidt besvær med at forestille sig sine læsere. Det er ærgerligt, for læserne er der utvivlsomt. I Danmark såvel som alle andre steder, hvor mennesker vil tænke og handle frem for at se tanketomt og stiltiende til.