Al-Qaeda var et ukendt begreb, og terror noget der ramte de andre. Sådan har virkeligheden givetvis været for flertallet af amerikanere forud for terrorangrebet 11. september 2001. Men ikke for Richard A. Clarke. Unik position Han havde brugt det meste af de forgående to årtier på bekæmpelse af terrorisme og på forsøg på at forebygge og undgå angreb på USA eller amerikanere, og var derfor uendelig meget bedre forberedt, da lynet endelig slog ned. Han er derfor også i en helt unik position til at beskrive og forklare baggrunden for terrorangrebet i 2001, hvilket netop er, hvad han gør i bogen 'Mod alle fjender'. Hvilket måske kommer bag på nogle læsere. Leverer varen Clarkes bog er i offentligheden formentlig mest kendt for sine hårde hug til Bush-regeringen og præsidenten selv for ikke at tage terrortruslen alvorligt før 11. september og derefter forkludre krigen mod terror med en unødvendig og ubegrundet krig mod Irak. Og med udgivelsen af den danske oversættelse på 3-års dagen for angrebet i USA har Gyldendal yderligere kædet Clarkes bog og 11. september sammen. Ikke at der er noget galt i dette, og Clarke leverer da også varen, når det gælder 11. september. Total forvirring Indledningskapitlet om begivenhederne i Det Hvide Hus under selve angrebet og i de følgende hektiske timer er mere spændende end de fleste thrillers og har fordelen af at være fortalt af manden, der stod i orkanens øje. Clarke koordinerede supermagtens første angste og famlende træk, efter at angrebet var en realitet, og var man i tvivl om, at USA blev taget med cowboybukserne godt nede om haserne, får man her syn for sagn. Forvirringen er total, ingen kan huske nødprocedurerne fra den kolde krigs tid, og selv at skaffe luftbeskyttelse til Det Hvide Hus tager lange, kostbare minutter. Det er god saftig læsning, men derefter går Clarke og bogen ned i et andet og mere seriøst gear. Politikerne undervurderede truslen De næste godt 200 sider går med at genfortælle og fortolke terrorens historie i relation til USA fra den iranske revolution i 1979 og frem, og er man interesseret i emnet, er det ualmindelig interessant. Her forklarer en mand, der som få har været personligt involveret i de fleste af sagerne, hvordan USA langsomt blev suget ind i den arabiske verden, og gennem dette snigende engagement blev terrormål nummer et. Og hvor vanskeligt det har været at beskytte landet mod terror, både på grund af terroristerne, men mindst lige så meget på grund af politikerne, der efter Clarkes mening for flertallets vedkommende groft har undervurderet truslen. Skurken hedder Bush Det gælder naturligvis især den nuværende præsident, men efter Clarkes mening har både Ronald Reagan og senior Bush også en betydelig del af skylden. Clinton går i det store hele ram forbi, og er på mange måder helten i Clarkes beretning. Han tog terror mere alvorligt, lyttede til sine rådgivere og arbejdede hårdt. At Clarke også personligt svingede bedst med Clinton er tydeligt for læseren, men selv med det gran salt sidder man som læser tilbage med en klar fornemmelse af, at verden - også på dette punkt - havde set meget anderledes ud, hvis præsidenten 11. september 2001 ikke havde heddet George W. Bush.