Selvværd er det nye ord for selvtilstrækkelighed. Hvis man kan selv, ved alt selv, kan fungere uafhængigt af omgivelsernes accept, så har man selvværd. Det modsatte er, at man er en uselvstændig stakkel, som kronisk angler efter accept. Det der i gamle dage hed at blive rost. Det er godt at have selvværd, skidt at være uden. Så meget er ganske klart. Også i Maria Hirses ny selvbiografi 'Bag facaden'. Tur/retur Bogen handler om Maria fra gymnasieelev, til hun får job på 'Lykkehjulet'. Maria er tæt forbundet med sin mor. Maria synes, hendes mor er meget dominerende. Men hun bliver sur og ulykkelig, når selv samme mor ikke viser hende interesse og bestemmer over hende. Selv kan hun ikke beslutte sig for noget som helst. Føler sig aldrig dygtig nok eller smuk nok. Det handler så hele bogen om. Maria Hirse rejser både til Mexico til Miss-konkurrence og til Hongkong som model. Men 'Bag facaden' bevæger sig ikke ud af stedet. For tyndt Det vrimler med detaljer af den mest kedsommelige slags, såsom de pinlige juleaftener i familiens skød med mors nye og forstår man, noget fordrukne mand, som aldrig er tilfreds med sine julegaver. Kæresteforholdene fremvises også med hver et lille skænderi. Beretningerne fra udlandet hæver sig aldrig over pigebogsstadiet. Maria Hirse har gjort indtryk med sin personlige beretning om anoreksi, 'Æblekinder', men i denne bog formår hun ikke at videregive noget dybere endsige vedkommende indtryk af et menneske set indefra, og da slet ikke i forvandling. Hele bogen handler om manglende selvværd og om at søge bekræftelse i omverdens accept. Til sidst kommer et totalt overfladisk efterskrift om at give sine børn selvværd, og om at mor ikke gav Maria noget. Det er for tyndt.