Hvis man ser bort fra dem, der har haft en superkedelig oplevelse på en veritabel turistfælde i Wien, så er det vel de færreste, der ser østrigere som blodsugende vampyrer. Men havde det ikke været for en feberredning af forfatteren Bram Stoker - ireren, der i slutningen af forrige århundrede skrev gyserklassikeren 'Dracula' - så havde det måske faktisk været sådan, vi tænkte i dag. Fra Østrig til Transsylvanien Forfatteren, der i øvrigt aldrig selv satte en fod på transsylvansk jord, lod nemlig oprindeligt sin fortælling om 'den levende døde', gengangeren og den evige transformation af krop og sjæl udspille sig i noget så idyllisk som Steiermark i Østrig. En af de direkte årsager til, at historien pludselig skiftede lokalitet, var blandt andet, at Stoker læste i Emily de Laszowska Gerards bog 'Transsylvanian Superstitions' fra 1885. Potentielle vampyrer Den slags gennemført research er 'Vampyrjægerens håndbog' fuld af. Og det gør den til en sær læseoplevelse: Den er knivskarp, sandfærdig og velskrevet - mens dens emne jo er løgn og latin fra ende til anden. Som i alle andre gode vampyrbøger glemmer man nu hurtigt den manglende reference til virkeligheden. I stedet kaster man sig durk ind i fantasien og giver sig hen til Van Helsing-studierne. Og der er meget at lære. I Babylon mente man f.eks., at kvinder, der dør som jomfruer, kvinder, der dør, imens de ammer, ugifte mænd, onde mænd, enhver, der lægges i en grav, der ikke er dyb nok, enhver, der overhovedet ikke får nogen begravelse, og så selvfølgelig prostituerede var potentielle vampyrer. Senere mente man, at folk, der bliver født med hale, usædvanligt tykt hår, behåring over hele kroppen, sammenvoksede øjenbryn, røde kinder, ganespalte eller blå øjne var i fare for at udvikle hugtænder og blive en pest for deres mennesker. Folkloristik af den gamle skole Samtidig har man også gennem tiderne ment, at vampyrisme kan erhverves. Naturligvis først og fremmes ved, at man møder en vaskeægte Nosferatu, der smækker gebisset i halsen på én. Men ellers kan den, der giver sig af med sort magi, et syndefuldt liv, mord, ulykkelig kærlighed, eller som plejer omgang med varulve, også blive vampyr. Når man omsider er død, er man stadig ikke sikker. Har man begået selvmord, eller er et lille dyr kravlet hen over ens lig, er vampyrskæbnen også sikker. Myten om vampyren er - som det fremgår - folkloristik af den gamle skole. Og derfor er netop opregninger af varsler, tegn og symbolik centrale i bogen. Ofte har de en slående poetisk kvalitet. Hvem vidste, at man blandt andet kan forsvare sig imod vampyrer med både bævreasp, rose, røn, venusvogn og vrietorn. Populærkulturen Mere dramatisk er oversigten over de våben, enhver god vampyrjæger må have med sig, når helten eller heltinden begiver sig ud for at finde krapylet. Husk hvidløg, stager, krucifiks, spejl, vievand, frø, knuder, økse, spade, hammer, knive, koben, tang, reb, segl, sæk - og hvis alt kikser, kan man forsvare sig med de bare næver ved at lave et 'halsknæk'. Hele proceduren er nøje beskrevet, og anvisningen slutter: »Fortsæt med at dreje rundt, indtil du hører halsen knække«. Godt det kun er en vampyr, man må bruge den slags på. Bogen flyder over af eksakt historie, opregninger af legender og myter, men også anvisninger til 'gode' vampyrkirkegårde (særligt Highgate i London virker indbydende). Men der er også hele tiden paralleller til populærkulturen. Max Schreck, Bela Lugosi, Lon Chaney jr., Christopher Lee, Klaus Kinski, Reggie Nalder, Kiefer Sutherland og Gary Oldman har f.eks. alle spillet vampyr på film. Og indimellem er der henvisninger til virkelighedens 'vampyrer', nemlig forbrydere med en forkærlighed for blod. Englænderen John Haig huserede f.eks. i London i 1940'erne, hvor han drak sine ofres blod og siden opløste ligene i syre. Hittepåsom grafik Mine egne yndlingspassager er nu dem, der er, sådan, helt konkrete. Den nidkære gennemgang af kroppens tre forrådnelsesfaser - specielt det sted med, at fluer lægger æg i ens mund - havde nær fået mig til at slå korsets tegn. Til trods for denne utidige udgivelses fantastiske iderigdom er det faktisk mere dens grafiske udtryk, der springer i øjnene som hittepåsom. Forlaget har virkelig strengt sig an for at gøre bogen til et pletskud med en sølvkugle af en sjælden kaliber. Alle sider er gulnede og fulde af noter og tegninger i marginen, der er kafferinge, blodpletter, indklistrede hårlokker. Det er kort sagt sådan en bog, man vil dø for - eller dræbe for - hvis man er 14 år gammel.