Forfatteren, der tidligere har skrevet om jødernes flugt til Sverige i oktober 1943, har nu foldet emnet om dansk antisemitisme op til og under Anden Verdenskrig ud i en ph.d.-afhandling. En moppedreng på 600 sider, et vægtigt bidrag til forståelse af dette komplekse problem, der stadig stikker sit afskyelige hoved frem. Racistisk historieundervisning Et væsentligt træk i den beskrevne periode var, at man diskuterede racer, folkeslag, racehygiejne og seriøst forsøgte at tillægge specielle folkeslag specifikke karaktertræk. Gymnasieeleverne kunne i Paul Holts Verdenshistorie læse, at »den nordiske race er en udpræget førertype«, at middelhavsracen med »overfladiske evner« var let at begejstre, mens den dinariske race, der især findes på Balkan, havde anlæg for det heroiske og krigeriske »om end noget grov og voldsom i sin fremtræden«. Kommunisme - et jødisk komplot Vi får også at vide, at der eksisterede en Dansk Antijødisk Liga, hvis arkiver udgør en stor del af bogens indgang til emnet. For blandt de kredse på den politiske højrefløj, der flirtede med nazismen, var jødernes placering i samfundet et emne, der blev endevendt på alle tænkelige og utænkelige måder. Denne læser måtte flere gange slå tilbage for at se, om det dog kunne være sandt, at man kunne tillægge jøderne så utrolige egenskaber. Frygten for kommunismen var reel i perioden med den store depression og arbejdsløshed. Karl Marx var jøde, altså var kommunismen et jødisk komplot, lød argumentet. Dansk neutralitetspolitik Men jøden var også ågerkarlen, der eksisterede et internationalt jødisk komplot, der skulle kontrollere finansverdenen. Jøden kunne bruges som undskyldning for alt det, man ikke kunne forklare rationelt. Også Indre Mission havde en antisemitisk rem af huden ud fra religiøse overvejelser, selv om man dog senere fik en mere venlig holdning til det forfulgte mindretal, som deres stilling blev mere og mere udsat. Sofie Bak gør minutiøst rede for, at det var acceptabelt at diskutere jødernes position, så længe den ikke blev sidestillet med den nazistiske. Vi havde ikke noget 'jødeproblem' i Danmark, blev det igen og igen fastslået. Hele debatten foregik i et politisk klima, hvor den danske neutralitetspolitik over for den store nabo mod syd lagde en dæmper på den frie meningsdannelse. Ingen, eller meget få, vovede at fordømme nazismens modbydelige racepolitik rent ud. Indføring i racetænkning Bogen er en videnskabelig afhandling, men når den nu udkommer som bog, så er dens værdi især at få sat fokus på de mekanismer, der blev brugt til at gøre antisemitismen med dens indbyggede racisme acceptabel i 1930'erne, og som kan genfindes i dag. Erstatter man jøden med muslimen, så bliver det så aktuelt, at de små hår rejser sig under læsningen. Nazisten Frits Clausen fremsatte i 1941 lovforslag om forbud mod dyremishandling (læs schæchtning), hvor nogle i dag vil have forbud mod halalslagtning. Der blev lukket af for flygtninge fra Tyskland, både jøder og modstandere af nazismen, oftest socialdemokrater og kommunister. Og for de få, der kom ind i landet, var det en betingelse, »at de ikke ville være en belastning for samfundet«. Grænsepolitiet skulle holde øje med folks 'racetræk', når de krydsede grænsen. I dag er det mørklødede folk, der får særbehandling. Og sådan kan man blive ved. Den meget omfattende beskrivelse, der nok kunne være redigeret ned til en mere overkommelig størrelse, efterlader to indtryk. Man får en indføring i de tanker, der ligger bag racisme og racetænkning hos trængte underskudsmennesker. Og man forstår klarere, hvorfor jøder i alle lande føler sig potentielt i fare. Det har de historisk en meget god grund til.