Forestil dig den nye kalender fra it-virksomheden Jubii: »Salgsdirektør Thomas Kryger åbner ballet ved at posere for januar måned«. »Henslængt på et skrivebord, kun iført tætsiddende, røde latexshorts, viser han sin veludrustethed frem for Jubiis potentielle kunder«. Full monty Konceptchef Tim Jensen, der illustrerer februar, lader sin Gucci-jakke glide til side og afslører »en markant behåring omkring de mørkebrune hårde brystvorter«. Og i april er det underholdningschef Dan Rachlin, der »kvitterer med en næsten 'full monty' ved kun nødtørftigt at skjule penis bag en filmrulle fra Carl Th. Dreyers 'Ordet'«. Fortvivlende langt igen Det er kønsforskeren Anette Dina Sørensen, der leverer ovenstående lystige fantasi (hentet i indeværende års Jubii-kalender, hvor de kvindelige ansatte fungerede som babes) i foto- og tekstantologien 'Kvinder stiller skarpt', som sammen med en fotoudstilling i Dannerhuset i København markerer husets 25 års jubilæum. Og hun fantaserer ikke bare for sjov: Når kvinders seksuelle begær nu omsider er kendt og tilladt, hvorfor er der så så få billeder til at imødekomme det, spørger hun. Ellers er der ikke så megen lystighed i bogen. Kvindehistorie er ikke for de knækkede; der er fortvivlende langt igen på alt for mange områder for slet ikke at tale om direkte tilbageslag. »Det er ikke svært at se, at forholdene for kvinder i dagens Danmark på mange måder ligner dem, som halvfjerdserfeminismen prøvede at lave om på«, konstaterer en af bidragyderne, Bente Hansen, der dog konkluderer, at det har været to skridt frem og kun ét tilbage. Faren ved isolation Fotografierne fortæller deres egen historie i bogen. De er taget af både professionelle og amatører og virker samlet som en bevægende rejse i 25 års kvindehistorie. Der er ikke en eneste mand på de billeder, bortset måske fra et barn eller to. Det er kvinder, kvinder, kvinder. Men hvad sker der, når man vil skildre det ene køn gennem at udelukke det andet? Det reflekterer kunsthistorikeren Karin Hindsbo over i bogens sidste kapitel. Hun forstår godt, at Dannerhuset som krisecenter for voldsramte kvinder har været nødt til at udelukke mænd, men det er en farlig model i andre sammenhænge, mener hun: »Insisterer vi på altid at hævde et privilegium i at udtale os om emner som kvindesyn, fordi vi er kvinder, ender vi med at kaste os selv tilbage i en evindelig traditionel kønsopdeling, som vi aldrig kommer ud over, før vi holder op med at isolere os selv. Hvornår gør vi det?«.