0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I kamp med Gud og lopper

Leonora Christinas 'Jammers Minde' er fyldt med fantastiske beskrivelser af livet i Blåtårn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Leonora Christina. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

To rader perler om hatten og en ring med en diamant er alt, hvad kongedatteren Leonora Christina medbringer af værdier i sit fængsel, da hun i 1663 bliver sat i Blåtårn for at have hjulpet sin mand, Corfitz Ulfeldt, med landsforræderiske aktiviteter.

Eller rettere: Det er, hvad hun siger, hun medbringer, for da hun bliver klædt af i fængslet, vælter det ud med diamanter, dukater og safirer.

Men dem synes hun ikke, hun behøver at fortælle nogen om. I egne øjne er hun uskyldigt fængslet, og dronning Sophie Amalie og de andre autoriteter kan rende og hoppe.

Usande historier
Leonora Christina kom til at sidde 21 år, 9 måneder og 11 dage i sit fængsel, og om dette har hun skrevet en af de mest bemærkelsesværdige selvbiografier i dansk litteratur, 'Jammers Minde', som først blev trykt mere end 170 år efter hendes død.

'Jammers Minde' er tilsyneladende skrevet til hendes børn i selve Blåtårn, men det er næppe mere sandt end historien om, hvor mange penge hun bragte med sig.

Studier af det papir, hendes manuskript er skrevet på, viser, at hun sandsynligvis har været i gang så sent som i 1693, hvor hun boede lyst og venligt i Maribo Kloster.

Sprælske erindringer
Når man læser Leonora Christina, har man derfor at gøre med en forfatter, som sætter sig selv i scene, og det billede, hun gerne vil vise verden, er billedet af en lidende, men stolt og ukuelig kvinde. I egne øjne er det hendes lod i livet at være »Christi Korsdragerske«, hvilket kræver et åndeligt format, der kun kan sammenlignes med Jobs.

Ligesom den stakkels mand i Det Gamle Testamente, der mister alt, føler hun sig pint af Gud - indtil hun kommer i tanke om, at Gud jo tugter dem, han elsker. Ergo må hun være elsket af Gud, og i fortalen til sine børn kan hun stolt opregne 11 fjender, der er kommet pinefuldt af dage, mens hun har siddet i sit fængsel. Den hævn virker ret sød, for i Leonora Christinas verden kommer hævnen direkte fra Gud.

Men Leonora Christina kæmper ikke kun med sit forhold til Gud. Hun kæmper også med lopper, fordrukne fangevogtere og enfoldige tjenestekvinder, og det er i beskrivelsen af livet i cellen, at erindringerne viser sig fra deres mest sprælske side.

I mangel på noget at tage sig til må hun være kreativ: Hun trævler et silkebånd op og bruger tråden til at sy blomster på en klud, hun laver et blækhorn af en halv træske og terninger af tre nødder. Blæk får hun af lyserøg, og pennen er en hønsevinge. Robinson Crusoe kunne næppe have gjort det bedre.

Almindelige menneskers vilkår
Tjenestekvindernes historier fortæller noget om almindelige menneskers vilkår i slutningen af 1600-tallet. Nogle af dem er forfærdelige, som moderen, der nok har skaffet sig af med sit barn for at få et bedre forhold til sin nye mand, andre morsomme som f.eks. Leonora Christinas forsøg på at lære den 60-årige Karen at læse:

»Og der hun allerede nogenledes kunne stave, tog hun Bogen engang og vendte op og ned på den, begyndte at stryge sine Øjne og sagde: »Herre Gud, hvor er det fat? Jeg kiender« - svor hun om Gud - »ikke eet Bogstav!««.

Leonora Christina er ved at eksplodere af latter, og heldigvis deler Karen morskaben, da fejlen går op for hende.

Oversættelse til nutidsdansk savnes
Hvad angår stemning, er 'Jammers Minde' lige til at gå til. Leonora Christina er et interessant bekendtskab som person, og hendes beskrivelser af folk og fæhoveder undertiden fantastisk frisk.

Straks værre for en nutidslæser er sproget, som kan virke så gammelt, at man nok kan forestille sig læsere, der ville få mere ud af en regulær oversættelse til moderne dansk end af den paperbackudgave, som sælges i dag.

Vil man have noter med, findes der en udgave af 'Jammers Minde' i serien af Danske Klassikere fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, men så er man måske mere ovre i studier end i lystlæsning, og det vil være synd, hvis skarpe og skrappe Leonora Christina skal parkeres der.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement