Svaret er JA - Karen Blixen er og bliver en værdig kanondronning. Vil De have gode argumenter, kan der høfligst henvises til det sindrigt-labyrintiske novelleværk, til fortællingerne, anekdoterne, skrønerne og eventyrene. Lænestolssafari Der kan henvises til båltaler og radiofonisk story telling, til gotiske knaldromaner, essays og kulinariske gæstebud i bunden af Berlevåg Fjord. Og er De - guderne forbyde det - fortsat i tvivl om baronessens adkomst til den ministerielle positivliste, er der kun ét at gøre: De må have 'Den afrikanske farm' ned fra hylden og indskibe Dem til et par dages lænestolssafari med dansk litteraturs vævre førsteantilope. Usædvanlig nygift Vi befinder os ved foden af 'Bjærget Ngong', i det østafrikanske højland, få mil under ækvator. Klokken er fem minutter i første verdenskrig, og den 29-årige nordkystpige er netop ankommet til sin kaffeplantage med rejsegrammofon og Shakespeare-sonetter, fortumlet og usædvanlig nygift. Kriblende mikrokosmos Lynsnart melder hverdagen sig - Karen er alene hjemme i verden, hun er overladt til sig selv, og fjernt fra Nairobis koloniale society-livmå hun forestå landbrug og husførelse uden hjælp fra sin forfløjne ægtemage. Og farmen udvikler sig hurtigt til et eget, kriblende mikrokosmos: Den unge baronesse holder hus med folk og fæ, hun knytter livslange bånd til egnens indfødte og sipper årgangsvin med Berkeley Cole og Denys Finch-Hatton, mens aftenen sænker sig, og cikaderne stifter uro i de lave stuer. Nysgerrig respekt I 'Den afrikanske farm' møder vi forfatterinden som eventyrer og eksistentialist, missionær, husmoder, storvildtjæger, læge og filosof, som fabulerende historiefortæller og alvorstynget forretningskvinde. Bogen myldrer med skarpe erindringsglimt fra hverdag og fest - med kærlige personportrætter, sensible naturbeskrivelser og kyndig dissektion af virkelighedens rette forfatning. Og så er den fuld af tidstypiske betragtninger over racernes fundamentale forskellighed, men i modsætning til mange af sine samtidige omfatter Blixen afrikanerne med nysgerrig respekt, og det må bemærkes, at hendes skråsikre stereotypier så langt fra begrænser sig til 'negrene' - også mænd, kvinder, missionærer, søfolk og svenskere, ja, sågar løver, hyæner og sekretærfugle sættes myndigt og fyndigt i bås. Berusende højlandsmokka 'Den afrikansk farm' er kort fortalt en usigelig glæde at læse - og man kunne såmænd begynde forfra i samme øjeblik, man er ved vejs ende. Bogen er simpelt hen så stjernehamrende vidunderligt skrevet, at man som læser bliver høj i låget og får en ubændig trang til at bestige bjerge og slumre ind i skramlende, okkerfarvede tog. De 423 sider besidder akkurat samme sarte svæv som det landskab, de beskriver, og forfatterindens favnende livsappetit forplanter sig hurtigt som en svimmel højdesyge gennem knokler og køn. Det er kammermusik og blid jazz, længst ude på savannen, hvor selv girafferne svinder i disen. Åh, hvad man ikke ville give for et glas champagne med baronessen under det lave febertræ - i tusmørketimen, hvor solen synker som et brændende punktum, og gusen fra Mombasa rejser sig som en sværm af pisgule stjerner i øst. Glem venligst alt om Meryl Streeps kakiskjorter og kvasityske accent - dette er den ægte vare, en skarp og berusende højlandsmokka, som smager livet ud: »I Middagsheden blev Luften over Sletten levende som en Flamme der brændte, den blinkede, bølgede og randt som Vand, genspejlede og fordoblede alle Genstande og skabte store Luftsyn. Her i denne høje Luft trak man Vejret let og indaandede et vildt Haab, som Vinger. I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være«.