Der sad de. Churchill og hans fyrretyve røvere, som han yndede at kalde deltagerne i Kairo-konferencen i 1921, der skabte det moderne Mellemøsten. På hotel Semiramis, hvis overdrevne luksus fik T.E. Lawrence - Lawrence of Arabia - til at skrive til sin bror, at »stedet gør mig til bolsjevik«. Arabere var der langt mellem. Churchill brød sig ikke om, at de kom ind på hotellet, »end ikke i haven«, som Jessie Raven, en af deltagernes hustru siden bemærkede. To stater på tre dage I disse behagelige omgivelser tegnede det britiske imperiums fremmeste folk så under koloniminister Winston Churchills ledelse de linjer i Mellemøstens sand, som siden har skabt så uendelig mange problemer. Det gik stærkt. På tre dage skabte man, som Churchills officielle biograf, Martin Gilbert, udtrykker det, »to nye arabiske stater og to nye arabiske ledere og skadede den zionistiske sag«. Det sidste hentyder til konferencens løsning omkring Palæstina, det førte til skabelse af staterne Irak og Jordan. Kolonialisme At Kairo-konferencens løsning ikke blev en succes, er der ikke meget tvivl om. Faktisk lagde konferencen i den grad grundlaget til nutidens problemer, at Osama bin Laden med direkte adresse til Kairo-konferencen efter terrorangrebet 11. september henviste til de »80 års ydmygelser«, som Vesten havde påtvunget Mellemøsten. Men hvorfor gik det så galt? Det har den britiske historiker Christopher Catherwood i bogen 'Churchill's Folly' forsøgt at belyse for den for tiden mest omtalte af de nye staters vedkommende, nemlig Irak. Mesopotamien, som området dengang hed, havde ligesom det øvrige Mellemøsten været en del af det ottomanske imperium, der var gået i opløsning under Første Verdenskrig. Hverken Storbritannien eller Frankrig havde oprindeligt planer om at skulle være kolonimagter i området, men omstændighederne og især ønsket om at holde det nye kommunistiske Sovjet i skak førte hurtigt de to stormagter til at dele rovet efter tyrkerne mellem sig. Formelt i form af mandater fra det nye Folkeforbund, men som Catherwood tydeligt viser, var der i både Churchills og Frankrigs bevidsthed grundlæggende tale om en ny slags kolonier. Kapitalisme Men det var ikke sådan at få styr på de nye områder, og det gjaldt ikke mindst Irak. Som det siden invasionen i 2003 formentlig er kommet til at stå klart for de fleste, er Irak nemlig ikke noget naturligt eller gammelt land. Under ottomanerne blev det administreret som tre adskilte områder, et i nord med kurdere, et i midten med sunnimuslimer, og et i syd med shiamuslimer. En ordning, som måske ikke var så dum endda, men som Churchill på Kairo-konferencen droppede til fordel for ét stort, samlet land. Årsagerne til denne skæbnesvangre beslutning var selvsagt mange, men som Catherwood viser, kan det hele i virkeligheden koges ned til én ting: penge. Ikke de penge, Storbritannien kunne tjene på landet. Overraskende nok var de i dag så altdominerende overvejelser omkring Iraks svimlende oliereserver stort set fraværende fra briternes overvejelser dengang. Få havde erkendt oliens uhyre økonomiske betydning, og selv om ikke mindst amerikanerne havde høje forhåbninger til Iraks muligheder, var størstedelen af landets olie endnu ikke opdaget. Billig kontrol Nej, de penge, Churchill både før, under og efter konferencen var manisk optaget af, var dem, det kostede et i forvejen stærkt presset Storbritannien at holde kontrollen over området. Som Churchill i et brev forklarede Sir George Ritchie, en af sine velhavende støtter, kort før Kairo-konferencen, kostede Irak »selv med det reducerede antal tropper, som vi håber at kunne klare os med i år ti eller elleve millioner (pund). Det er meget mere, end vi bør bruge på sådan et område, særligt når vi tænker på den utrolige frugtbarhed og værdi af vores vest- og østafrikanske besiddelser og de langt bedre udviklingsmuligheder, de tilbyder«. Irak - og Mellemøsten i det hele taget - var efter Churchills mening primært afgørende for at sikre Suez-kanalen og dermed søfarten til Indien, og det gjaldt derfor om at holde omkostningerne så lave som muligt. På Kairo-konferencen satsede Churchill derfor på, hvad han håbede var den billigst mulige måde at bevare kontrollen over landet på: at installere en venligsindet irakisk konge, som med bistand fra det britiske luftvåben kunne holde landet sammen under britisk overherredømme. En low-budget Empire Lite-model, der, som Catherwood bemærker, ligger bemærkelsesværdigt tæt op af den, USA for tiden søger at implementere. USA gentager briternes fejl Men dengang som nu viste Empire Lite sig lettere sagt end gjort at gennemføre. Som irakisk kongekandidat valgte briterne Emir Faisal. En mand fra den fornemme Hashemittiske kongeslægt, som kunne føres tilbage til profeten Muhamed, men som ingen bånd havde til Irak. Og ganske som mange af de nuværende irakiske ledere blev Faisal fløjet ind, og med massiv britisk støtte lykkedes det da også at få ham valgt til konge. Men dermed var problemerne langtfra slut. Landet var stadig en kunstig opfindelse med indre spændinger, og uden lokal legitimitet var Faisal fra starten svækket som leder. Og hvad værre var - set med briternes øjne - tvang just Faisals svaghed og image som briternes lakaj ham til at føre en langt mere nationalistisk og dermed mindre probritisk linje, end man havde håbet. Om man kan trække en decideret linje fra Kong Faisal til Saddam Hussein, lader Catherwood fornuftigvis stå åbent, ikke mindst fordi hans beretning slutter i efteråret 1922, da den britiske regering falder, og Churchills rolle midlertidigt er udspillet. Men at briterne begik mange fejl med Irak, kommer klart frem. Og at USA er i fuld gang med at gentage dem.