0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Okholms kongevej

Man skal have godt gang i cirkulationen, når man prøver at lære sig Lars Okholms mnemoteknikker til ihukommelse af Danmarks kongerække.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvornår erobrede Svend Tveskæg England? »1013!«.

Rigtigt. Fik han meget glæde af det? »Nej, han døde året efter!«.

Sådan blev vores paratviden testet i gymnasiet, når dagens pensum var gennemtygget og der var nogle minutter tilovers.

Klæbehjerner
Måske blev vi hverken gode demokrater, glade for at gå i skole, eller blot klogere på historiens gang, men årstal, det lærte vi.

Og uden pædagogisk sans var læreren ikke, for langsomt blev spørgsmålene sværere, indtil alle måtte give op.

»Tilbagekaldelsen af ediktet i Nantes? 1685! Ved I da ingenting?«.

Næste time kom spørgsmålet igen, og en eller to klæbehjerner huskede svaret, kun for at blive mødt med: »Udmærket! Og hvornår var så freden i Kuchuk Kainarji?«.

Talakrobatik
I dag kan folk som bekendt ikke engang kongerækken, og blandt dem, der synes, at det er en skam, er Lars Okholm - 87 år, tidligere chef for FDB's centrallaboratorium og ihærdig revser af danskernes spisevaner (»Sæt smørret ud til mejserne« og »Giv spegepølsen til en hund, der alligevel skal aflives«).

Så på sine cykelture mellem Roskilde og København har han udtænkt en række snedige huskeregler, som skal gøre det muligt at memorere de danske monarker.

Begynder vi med bemeldte Tveskæg, døde han 14 år efter 1000, mens hans far og forgænger, Harald Blåtand, døde i 986, altså 14 år før 1000. Svend regerede således 2 x 14 = 28 år, og det gjorde Harald minsandten også, så dermed ved vi, at hans far, Gorm den Gamle, døde i 958. Det er da nemt - undtagen hvis man som jeg i sin tid har lært 940 som Gorms dødsår. Den slags kan man ikke bare skifte ud.

Loven om de skæve tal
Nu passer pengene ikke så fint overalt, men det vælter ikke Okholm af sadlen, for han trækker en kanin frem af cykeltasken: de skæve årstal. Kan man huske, hvornår nogen burde være død, så kan man også huske, at han døde året før eller efter. Christian IV døde i 1648 og Christian VIII i 1848.

Christian VI's og X's dødsår ramte lidt ved siden af, men loven om de skæve tal gør det let at huske, at de rigtige år er 1746 og 1947. I hvert fald hvis man tænker som Okholm.

Gør man det, er Christian I's årstal (1448-1481) også barnemad, for han begynder med endetallet 48, regerer 33 år ligesom Erik Menved, slutter med 48 anbragt i midten, og gentager 18 fra kroningsåret spejlvendt som 81 i dødsåret.

Man husker også uden problemer, at Christian V bestiger tronen 30 år før, og at Frederik IV dør 30 år efter år 1700, mens overgangen mellem de to falder i det skæve år 1699. Og at slaget ved Lund 1676 har samme tværsum som Roskildefreden 1658, nemlig meget passende 13.

Livsfarlige cykelture
Af og til snyder Okholm på vægten. Om 'Danmarkshistoriens dræbte konger' hævder han, at der er tre, alle med slutcifferet 86 i deres dødsår: Harald Blåtand 986, Knud den Hellige 1086, Erik Glipping 1286.

Fint, men selv om vi nu antager, at Margretes søn Oluf ikke blev forgivet i det ellers perfekt skæve årstal 1387, at Christoffer I heller ikke blev det i 1259, og at Svend og Knud ganske vist blev dræbt i 1157, men ikke var rigtige konger - hvad så med Niels (1134), Erik Emune (1137) og Erik Plovpenning (1250)?

Foruden talakrobatik rummer bogen respektløse bemærkninger om kongernes dårskaber, og den er fornøjelig nok. Men naturligvis potentielt farlig, hvis den bliver kult og folk begynder at tænke på sære årstal, mens de cykler. Og så er spørgsmålet naturligvis, om det ikke tager så lang tid at memorere Okholms mnemotekniske fif, at man lige så godt med det samme kunne have sat sig ned og lært paverækken.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu