0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lille hjemmebane, vide horisonter

Flemming Østergaard vil gøre FCK til en af Europas førende fodboldklubber.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»I have a dream that one day ...«. Vi kender Martin Luther Kings berømte ord.

Han drømte om en menneskehed befriet for opdeling efter hudfarve og race.

En, som også nærer storladne drømme - dog i en anden boldgade - er F. C. Københavns flamboyante bestyrelsesformand Flemming Østergaard, kendt i offentligheden som 'Don Ø'.

Guldrandede ord
Han ryster ikke på hånden, når han i sin nye bog 'Varmt blod, koldt hjerte' proklamerer, at den klub, han brænder så intenst for, i løbet af 10-15 år skal være blandt de 20-25 største i Europa.

Unægtelig guldrandede ord fra en mand, der i efteråret kunne se sit mandskab blive elimineret fra et kvalifikationsspil til Champions League af et hold slovenske halvtidsprofessionelle fra en flække med knap 14.000 sjæle.

På den forsmædelige baggrund er der, som den københavnske patriark da også medgiver, endnu et stykke vej at tilbagelægge, før modstanderen hedder Real Madrid eller Manchester United.

Skamløst selvgratulerende
Man kan kalde ham meget, men ikke 'panellusker'. Flemming Østergaard levendegør klichéen om at være 'en mand af sine meningers mod'. En indledende note forklarer, at kapitel 13 er udeladt af indholdsfortegnelsen. Forklaring: »Forfatteren er ikke overtroisk, han bryder sig bare ikke om tallet«.

Den sammenbidte attitude siger det hele. Manden med det mafiøse tilnavn gør sig ikke i unødige mellemregninger og langtrukne forklaringer, hvis han kan blive fri. 'Sådan er det bare - capice!' kunne være en slags valgsprog for den entreprenante forretningsmand og passionerede fodboldelsker, hvis markante stil - selv vil han sige 'udanske facon' - har skabt voldsom blæst om hans person.

Det skyldes ikke blot, at han tillader sig at drømme - og sige det højt og i umisforståelige vendinger - men også måden, han udtrykker sig på. Bedømt ud fra denne bog, der foruden at være en slags fodboldpolitisk manifest også handler om forretningsgangen i F. C. Københavns økonomiske lunge, PARKEN Sport & Entertainment, er Østergaard en særegen krydsning mellem Erasmus Montanus og Rasmus Modsat.

Han er bedrevidende, skamløst selvgratulerende over egne fortræffeligheder, trættekær og korrigerende. De mange udfald mod kritikere - forretningsfolk, sportsudøvere og ikke mindst sportsjournalister - vidner om en mand, der samler på nid og nag.

Visionær bygherre
Østergaard afviser stolt kritikken med, at den er udtryk for den danske folkemorals 'på det jævne'-logik, men selv synes han, der ikke forspilder en mulighed for at fremhæve sit eget vingefang, paradoksalt nok at være en mesterlig udøver af den hæderkronede danske disciplin, janteloven. De skal faneme ikke tro, at de er noget: Ingen over Don Ø, men mange under ham.

Det positive ved Østergaards kontrære form er imidlertid, at han ofte søger derud, hvor få andre vover eller magter at bevæge sig. Kan man dispensere for en stærkt overeksponeret personlighed, kan man derfor - nu iført milde briller - betragte Østergaard som en visionær bygherre.

I H. C. Andersen-året er der er ingen grund til at pege fingre ad Parkens 'kejser'. Han har faktisk noget på - ikke mindst på hjertet.

Solid realitetssans
Flemming Østergaards vigtigste budskab er, at man må kombinere grandiose ambitioner med solid realitetssans. Det ene skal til for at afbalancere det andet; har man kun drømmene, risikerer man nemt at gå til grunde, så snart de, som efter det lammende nederlag til det slovenske landsbyhold, brister i et infernalsk mareridt.

Men gør man omvendt en dyd ud af, hvor jordbunden man er, så tager man aldrig det første skridt op af himmelstigen, op mod lyset og varmen. Så slår man i stedet rødder i mulden og rykker sig ikke ud af flækken.

Drømmen om 'a pie in the sky' gør det dog ikke alene. Skal man bevæge sig fra det gennemsnitlige - den danske superliga - til at være på niveau med de europæiske topklubber, kræver det i tilgift til dygtige ledelsesstrategier og tålmodighed en hulens masse penge.

Fra penge til succes
Don Ø står i spidsen for et succesfuldt firma med en stor omsætning, og hans klub kan derfor som ingen anden i landet, ja i Skandinavien, gøre interessante spillerindkøb. Men som aktuelle eksempler fra ligaerne i Holland, Spanien og Italien viser, er der ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem penge og succes.

Det er, banalt sagt, ikke tilstrækkeligt at have likvide midler i spandevis; man må have noget mere at tilbyde i form af fast deltagelse i europæiske cupturneringer og konstant høje tilskuertal, hvis særligt dygtige udenlandske spillere skal finde det attraktivt at trække i FCK's hvide trøje.

En dygtigt drevet fodboldforretning er ikke ensbetydende med triumfer på grønsværen. FCK er Danmarks bedste fodboldhold, men om klubben om ti år er blevet til andet end blød europæisk mellemvare, forekommer tvivlsomt.

Martin Luther King døde for sin drøm. Det vil Don Ø helt sikkert også gøre. Spørgsmålet er blot, om det bliver med et lille smil på læben eller et bittert drag.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu