0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eventyr på fodrejse

Bedre rejsejournalistik end Wolfgang Büschers skrives ikke i dag.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lad os begynde med et billede fra bogen. Forfatteren står to dagsmarcher fra Moskva, på det sted, hvor Hitlers angreb på Sovjetunionen gik i stå.

Han ser monumenter over faldne russiske generaler, men intet fortæller ham, hvor hans tyske bedstefar fandt sin anonyme død:

»Inden i mig var der en stor kærlighed til den blodige, pjaltede skikkelse og en lige så stor vrede. Hvad angik det mig«.

»Vær rolig, jeg går over til dig, uden at du mærker det. Vær blot helt rolig, jeg går gennem dig som vinden. Jeg mærkede tågeluft på hovedet, som en let berøring, næsten en velsignelse«.

Anonymitetens usynlighed
En lang rejse nærmer sig sin afslutning. Wolfgang Büscher er på vej op til overfladen igen som en anden George Orwell, da han havde ramt Paris og London på bunden.

Ikke for at ånde, men for at blive genkendt, for igen at blive den kendte tyske storreporter.

I 82 dage har Büscher trukket anonymitetens usynlighed over sig for at lade et mylder af andre mennesker træde frem for vores øjne.

Han går igennem verden som vinden, og den velsigner ham.

Åndeligt affald
I 2001 gav Büschers avis, Die Welt, ham nogle måneders orlov. Dem brugte han til at gå den lange tur fra Berlin til Moskva ad landevejen. Godt og vel 2.500 kilometer.

Ud over nogle ekstra skjorter, notesbøger og landkort havde Büscher ikke meget med i sin rygsæk, men hans intellektuelle bagage var til gengæld centnertung. Den 50-årige akademiker og tidligere skribent for store blade som Der Spiegel, Geo og Die Zeit, var velbevandret i Europas kultur og historie.

Han går østpå i Hitlers og Napoleons fodspor. Han besøger slagmarker og henrettelsessteder, der stadig ligger hen som åbne sår i landskabet.

Han møder mennesker, hvis liv er revet i stykker af det tyske krigsvanvid, og skæbner, der overlever i det morænelandskab, der er blevet tilbage, efter at den sovjetkommunistiske gletsjer er smeltet bort og har efterladt sig husskrot, statsskrot, mad-og-drikkeskrot, bilskrot, atomskrot, by-land-flod-skrot, opførselsskrot, kirkeskrot og sidst, men ikke mindst sjæleskrot, som han skriver.

Livsnødvendig luksus
Denne bog finder hverken som genre eller som journalistik sin mage. Büscher er ikke en romantisk rejsende. Han er pjaltet, han lever fra hånden til munden, han slider sig frem, men han har kreditkortet med og kontakterne i orden, i alt fald i bogens første to-tredjedele, der også er de rigeste. For den, der kører eller flyver, er landskabet dernede eller derude en stumfilm. Men for ham, der går igennem det, er der lyd på.

Hvis man skulle tale om en helt i denne mærkelige vandrehistorie, er det det menneske, som bevarer sin integritet og sit livs lethed i en historisk, racistisk og ideologisk malstrøm, der med uhørt brutalitet har valgt side for en.

Det menneske møder vi f.eks. i en smuk og tragisk historie om en tysk officer, der i 1942 forelsker sig i en ung jødisk pige og flygter med hende over til partisanerne i skovene omkring den hviderussiske hovedstad Minsk. Russerne slår ham ihjel. Og vi oplever det for fuld udblæsning i historien om en polsk adelsfrue, Klementyna Mankowska, der også er fanget mellem krigens to fronter.

Om hende hedder det, at hun tillader sig at tage forholdene personligt, også krigen: »Hun betragter alle individuelt og lægger større vægt på, om hun har sympati for en eller ligefrem elsker ham, end på, hvilken uniform han bærer. Det er en farlig, men dybt rodfæstet luksus. Helt sikkert er det: denne luksus har reddet hendes liv«.

Det må være et portræt af Büscher selv, af hans stil som journalist. Hverken han eller fru Mankowska er ligeglade, men de betragter verden individuelt. Hør her hans beskrivelse af et af de hummere, han tilbragte en nat i: »Værelset var meget sovjetisk. Rå, kalkede vægge, okker og brunt. Der havde været nogen for at kontrollere, om ethvert spor af komfort, skønhed og renlighed nu virkelig var blevet fjernet. Det måtte have været en streng kontrol«.

Fortryllende oplevelse
Kun et enkelt sted skurrer tonen. Büscher har levet i sikker forvisning om langsomt at glide ud af verden, da han på et cafeteria i Vitebsk i Hviderusland i et tv ser to fly smadre ind i nogle højhuse og eksplodere.

Den erfarne journalist og redaktionschef ved jo godt, hvad han her ser, og hvor vi er henne i verden. Men det er, som tror han, at en fortryllelse vil brydes, hvis han afslører det over for os læsere.

Men sluk for tv i aften og læs den bog i stedet, hvis du vil opleve noget.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement