På den ene side bekræfter Louise Sørensen alle fordomme om forholdet mellem en muslimsk mand og en dansk kvinde i sin stærkt selvoplevede bog. På den anden side står hun ved sin kærlighed. Det er smukt, og det dobbelte perspektiv giver historien tyngde og genlyd helt ud i titlen 'Det som ingen forstod'. Vold og varme For ti år siden dolkede Ali fra Marokko Christian i en lejlighed i Århus. Det var en fejltagelse. Med det som udgangspunkt fortæller Louis Sørensen om et forhold på mere end et år, der var fyldt med ydmygelser og senere vold; men som også boblede af varme og tiltrækning. En månedlang tur til Marokko gjorde ikke udsigterne lysere. Deres forhold fortsætter efter retssagen, og først langt senere får Louise Sørensen mod til at gøre sig fri af Ali fra Marokko i en besøgscelle i Nyborg Statsfængsel. Tænkende poptøs 'Det som ingen forstod' er usædvanlig godt skruet sammen. Historien samler sig som et puslespil. Og hjertet er rent. Det er et kup, at stemmeføringen er så tynd. Der bliver grædt floder af tårer i bogens løb. Louise Sørensen er lidt af en poptøs - det ved hun godt - men hun står ved det og bliver til en tænkende poptøs. Hun er heller ikke blind for, hvad der har ført netop de to mennesker sammen. Der er skrevet mange bøger for unge (og deres forældre) om disse sager. Louise Sørensens er én af de bedste. Den lyser op som en advarselstrekant. Man bliver i hvert fald klogere på alt det, man ikke kan blive klog på.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























