Den unge historiker Thomas Wegener Friis har skrevet en ph.d.-afhandling om det kommunistiske DDR's militære spionage i og mod Danmark under Den Kolde Krig. Selv understreger han kraftigt, at hans omfattende værk drejer sig om efterretningsvirksomhedens 'normalitet'. Altså meget lidt om hemmelige agenter og rigtig meget om dagligdags indsamling af efterretninger og udarbejdelse af trusselsbilleder. Trussel om atomkrig i Danmark Men Friis er alt for beskeden. Under urimeligt vanskelige vilkår, som han selv skildrer i bogens kilderedegørelse, har han skrevet en banebrydende bog, der handler om alt andet end normalitet. For det kan ikke betegnes som normalitet, at Danmark i størstedelen af den periode, hans arbejde dækker, var truet af omfattende atomkrig. Udslettet som nation Vigtige mål i Danmark skulle ifølge Warszawapagtens angrebsplaner angribes med atomvåben, der var mange gange kraftigere end Hiroshima-bomben. Danmark ville, i tilfælde af en kommunistisk aggression, have været udslettet som nation. Det kan man læse sort på hvidt i Friis' bog, hvis man har behov nødigt. Dertil kommer, at Warszawapagten i den mildere, konventionelle version planlagde at landsætte tropper i Danmark og besætte landet. At DDR ikke veg tilbage for at gå i tidligere tiders tyske fodspor, så verden, da landet sammen med andre Warszawapagt-lande invaderede Tjekkoslovakiet i 1968. Det var første gang siden Hitler-tiden, at tyske tropper besatte et naboland. Ligegyldig fodnotepolitik Men Friis viser også i sit forskningsværk, at det marxistisk-leninistiske verdensbillede, som DDR betjente sig af, i sin natur måtte opfatte alle relationer til ikke-kommunistiske lande som forberedelser til krig. Ganske vist var det selvfølgelig 'den vestlige imperialisme', der var den stadigt mere aggressive part i DDR's ideologiske analyse, men det konkrete 'socialistiske' svar var en militæroprustning og en offensiv strategi, der som nævnt ikke veg tilbage for i påkommende tilfælde at sikre Warszawapagtens udfaldsveje gennem de danske bælter med indsats af atomvåben. Friis kan dokumentere, at den danske fodnotepolitik i 1980'erne set fra kommunistisk side var fuldstændig ligegyldig. Det må være skuffende læsning for denne politiks vigtigste arkitekt, socialdemokraten Lasse Budtz. Projekter som 'Norden som atomvåbenfri zone', ikke adgang for atombevæbnede amerikanske flådefartøjer i danske havne, udnævnelsen af Østersøen til 'Fredens Hav' osv., var slag i luften, så længe de sovjetstyrede stater måtte frygte, at NATO (i princippet med eller uden et dansk medlemskab) ville blokere for deres adgangsveje ud i Nordsøen. Opfordring til oprør Bogen redegør også overbevisende for, at jo flere freds- og tillidsskabende foranstaltninger, Vesten fik gennemført ved forhandlingsbordet, især efter Helsinki-aftalerne i 1975, jo tydeligere blev det, at den egentlige fjende i virkeligheden var de kommunistiske landes egne befolkninger. Derfor blev analyserne tilrettelagt således, at 'de imperialistiske kræfter' ville opigle dissidenter og skadevoldere til oprør, således at Vesten så meget desto lettere kunne nå sine aggressive mål. Tjekkoslovakiets såkaldte 'Prag-forår' (men også Ungarn-opstanden i 1956) var for DDR eksempler på, hvor galt det kunne være gået, hvis NATO-landene havde gjort fælles sag med oprørerne. Polens general Jaruzelski fulgte samme analyse, da han i 1981 besatte sit eget land for at komme Sovjetunionen og DDR i forkøbet. Faretruende nabo Thomas Wegener Friis' bog er en guldgrube af viden om, hvorledes de øverste efterretningsorganer i almindelighed og den militære efterretningstjeneste Verwaltung Aufklärung i særdeleshed udlagde bl.a. Danmarks gøren og laden i dette konfrontationsscenarie. Det er en dybt saglig bog, der forærer os store mængder af ny viden om, hvor farlig en nabo vi havde i fyrre lange år. Den giver endnu engang indirekte anledning til en diskussion af begrebet 'fred'. Det var jo et bestandigt nøgleord for DDR's propagandaapparat. Men DDR var en stat, der førte krig mod sin egen befolkning og den tjekkoslovakiske, som bekendt. Der herskede ikke fred i DDR, og dets væsentligste bekymring angik netop risikoen for, at balancen i denne krigstilstand gennem fremmed påvirkning skulle forrykkes til fordel for demokratiske kræfter. Den indre fare Faghistorikere vil utvivlsomt finde meget stof til diskussion og videreudvikling af Friis' landvindinger. Denne anmelder vil rejse et enkelt spørgsmål: Har Friis ret, når han som udgangspunkt for sine analyser forudsætter, at det politiske system i DDR reelt byggede på en accept af det marxistisk-leninistiske verdensbillede? Eller sagt med andre ord: Troede magthaverne selv på deres ideologiske, men ekstremt farlige vås? Friis synes selv flere gange at vakle i troen, når han betegner det som »ideologisk automatpilot«, »det sædvanlige svulstige ideologiske sprog«, »de sædvanlige tirader« osv. DDR var i realiteten besat af Sovjetunionen og en del af dets fremrykkede forsvar. Det var et diktatur, hvis altoverskyggende opgave det var at hindre ethvert indre såvel som ydre angreb på denne tilstand. De tyske lakajers greb om magten afhang heraf. Kommunismen har altid betjent sig af et kodet sprog, der ofte sagde det modsatte af, hvad virkeligheden var - som f.eks. i tilfældet 'fred' eller 'aggression'. I den kommunistiske offentlighed vidste de kloge udmærket, hvordan sproget skulle afkodes. Men først og fremmest vidste de, hvem der bestemte. Til syvende og sidst måtte de jo, selv i officielle skrivelser, erkende, at den indre fare var betydelig større end den ydre. Måske er det sådan, at denne 'socialismes' sande tilhængere kun fandtes i de vestlige lande. I Øst vidste man bedre besked.