Undskyld, men dette er en meget lidt god bog. Lad os få det på plads med det samme. Bundet op på ti fortællinger om 'dristige missioner' udført af både britiske og tyske soldater ønsker Rasmus Dahlberg angiveligt at vise, at 'dristighed', som han kalder et »personlighedstræk«, var til stede hos både de allierede og Aksemagterne. Denne betragtning er tilsyneladende alt, hvad der behøves for at dykke ned i sekundærlitteraturen om Anden Verdenskrig, bjærge et par medrivende historier, og så lade sig føre med strømmen. Ingen kritisk sans Rasmus Dahlberg, der ved tidligere bogudgivelser har demonstreret, at han er en dygtig og velskrivende ung historiker, misbruger her sit talent til at søbe rundt i platituder om »helte« og 'mænd, der gjorde en forskel'. Han kunne lige så vel finde barndommens legetøjssoldater frem fra pulterkammeret. Vi er nede på samme jordstrygende niveau, hvor fascinationen af krudt, kugler og teknologi styrer i sådan grad, at al kritisk sans er forduftet. Uambitiøs formidling Forfatteren bemærker indledningsvis, at han ikke vil tage stilling til, om det var 'de gode' eller 'de onde', der stod for aktionerne, bare de var tilstrækkelig dristige. Selv er han dog så dristig, at han helt undlader at nævne - formentlig af uvidenhed - at SS-officeren Otto Skorzenys, der stod for »den fantastiske redningsaktion« af Mussolini i 1943, og som var »en jernmand med stålvilje«, var en vigtig figur i nynazistiske kredse frem til sin død i 1975 i Francos Spanien. Det er ikke nogen dårlig ambition at være dedikeret til populær formidling af historie, men det er dårligt at gøre det så uambitiøst som i det foreliggende tilfælde.