0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da Revolutionen kom til København

Danmark bød det revolutionære Frankrigs udsendinge velkommen i 1793. Samtidig husede man 2-300 flygtninge i hovedstaden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kommissærerne blev feteret fra den dag, de satte fod i hovedstaden.

De kom jo fra den nye stærke stat, hvis sejre havde slået Europa med forbavselse og beundring.

Nok hørte man også om religionsforfølgelse, henrettelser og konfiskation af ejendom, og kun få ønskede, at Danmark skulle blive republik. Faktisk havde vi ikke engang anerkendt det nye styre.

Men de udsendte kommissærer ønskede at købe fødevarer, og dem havde vi nok af. Hvorfor så ikke prioritere egen velstand og vinding?

Fri handel
Året var 1793, og stormagten var det revolutionære Frankrig.

Danmark havde som vanlig erklæret sig neutral og kunne derfor frit handle med alle.

Man trak den danske gesandt hjem fra Paris (men lod sekretæren overtage hans arbejde), og man accepterede den nye franske udsending Grouvelle (uden dog at give ham officiel status).

Franske 'tabere'
'Marseillaisen' hørtes første gang i et københavnsk patricierhjem, sunget af én af de omtalte kornkommissærer, som beskrevet af Sophie Thalbitzer i 'Grandmamas Bekendelser'.

Andre rigmænd, som skibsrederen Frederik de Coninck, var dog ligesom kongehuset på emigranternes side. Alligevel rasede russiske og britiske diplomater over den danske eftergivenhed.

Situationen blev kompliceret ved, at der i København også opholdt sig flygtninge fra revolutionen - de franske emigranter, som Ulrik Langens bog handler om. 'Taberne' kalder han dem, og sandt er det, at flugten kostede mange af dem deres formue, så de måtte ernære sig som kokke og sproglærere.

Men i øvrigt modificerer Langen det billede, eftertiden har fået fra den ungarske baronesse Orczys 'Den røde pimpernel', der - ligesom 'Børnene i Nyskoven' om den engelske revolution og Greta Garbo-filmen 'Ninotschka' om den russiske - opviste større sympati for flamboyante reaktionære end for progressive puritanere.

Kun 17 procent af emigranterne var adelige, og kun otte procent af adelen emigrerede. Mange tog aktivt del i revolutionen, og de fleste blev senere integreret i det nye Frankrig.

Forhør og udvisning
Langens bog er virtuost konstrueret og så velskrevet, at læseren knap nok mærker (dette er en kompliment) det enorme trykte og utrykte materiale, der ligger til grund. Der tegnes et portræt af en by, hvor den skrivende klasse ser Danmark som et foregangsland, der løser problemerne, før det kommer til social konflikt.

Nu prøver man som bedst at styre gennem en urolig tid, i stadig frygt for at de fremmede vil sprede revolutionen til Danmark. I 1794 mistænkes udenlandske agenter for at stå bag både tømrerstrejken og slotsbranden.

Der var næppe mere end 2-300 franske emigranter blandt 100.000 københavnere; til sammenligning føjede monarkiets næststørste by, Altona, 6.000 emigranter til sine egne 24.000 indbyggere. Flere af dem, Langen fokuserer på, som officeren Dubrou og vekselagenten Maillard, virker, som han selv siger, mere forstyrrede end farlige.

De roder sig ind i det ene politiforhør efter det andet, og til sidst udvises de, dog til sikre, selvvalgte destinationer og for den danske stats regning. Disse forhør gengiver Langen (og dette er en kritik) så detaljeret, at læseren taber tråden: 60 sider om forhørene af Dubrou, heraf seks siders indgående beskrivelse af arresthuset, er for meget.

Tvetydig fremskridtstanke
At P.A. Heiberg oversatte gesandten Grouvelles dialogforsvar for revolutionen, 'Réponse à tout!', vist det, som i dag hedder 'Frequently Asked Questions', var kun at vente.

('Svar paa alt' hed oversættelsen, og 'Svar til alt' kaldte opfinderen Ducrest den håbløse nye skibstype, som han brugte adskillige af de Conincks millioner på at konstruere, men Langen er tavs om en eventuel forbindelse). Mere overraskende tegnede Heiberg i et godt nok aldrig opført stykke et sympatisk portræt af emigranten Blinville.

Til gengæld var det en adelig emigrant, Noir de Montville, der gav den danske stat gode råd, som den dog sad overhørig, om hvordan den mere effektivt kunne drive 'Manchesterfabrikken', det store og lidet konkurrencedygtige kgl. bomul