Politisk fange i Sibirien. Israelsk hardline-minister. Og nu forfatter til præsident George W. Bushs nye yndlingsbog. Kedelig har tilværelsen ikke været for Natan Sharansky, og uanset om man er enig med ham eller ej, er hans bog om, hvordan Vesten fremmer demokrati, fred og frihed - og hvordan de goder hænger sammen - det bestemt heller ikke. Kampen mod diktaturer Sharanskys grundtanke er enkel: Diktaturer er i deres natur ustabile og afhængige af bistand eller samarbejde med den frie verden. Det bør den frie verden udnytte til at kræve indrømmelser med hensyn til, hvordan diktaturet behandler sine egne borgere, særligt når det gælder deres ytringsfrihed og ret til selv at vælge deres ledere. Er Vesten konsekvent i denne politik, knækker selv det mest våbenstruttende og ærefrygtindgydende diktatur. USSR's sammenbrud Bevis A i Sharanskys teori er det eksempel, han selv kender bedst, nemlig Sovjetunionen. For hvad var det egentligt, som fik USSR til at bryde sammen? Ifølge Sharansky er svaret enkelt: At Vesten og især USA begyndte at kæde villigheden til at samarbejde og handle med USSR sammen med krav til, at landet levede op til sine forpligtelser over for dets egne borgere. Afgørende milepæle i udviklingen var Helsingfors-aftalerne fra 1975 og selvsagt Ronald Reagans hårde linje over for Sovjet i begyndelsen af 1980'erne. Henry Kissingers realpolitiske linie får derimod en hård medfart. Ikke som hos den britiske journalist Christopher Hitchens og andre Kissingers-kritikere for den amerikanske udenrigsministers overgreb mod civilbefolkninger rundt om på kloden, men derimod for hans støtte til afspændingspolitikken over for USSR i 1970'erne. Politisk genistreg Som mange andre mente Kissinger, at det var galmandsværk at forsøge at ændre USSR's interne system, det, det gjaldt om, var at finde en måde at leve fredsommeligt sammen på i den internationale sfære. En forkert opfattelse skulle det vise sig. Sovjetunionen var langt mere ustabil end de fleste vestlige observatører drømte om, og Sharanskys helte er af samme grund tænkere, de færreste har hørt om. Forrest i rækken står Andrei Amalrik, en russisk dissident, der i 1969 skrev en profetisk bog med titlen 'Vil Sovjetunionen overleve til 1984?'. Tesen var enkel, nemlig at en stat der bruger så mange ressourcer på at kontrollere og undertrykke sine egne borgere, som USSR gjorde, ikke kan overleve i længden. I bogen sammenligner Amalrik regimet med en soldat, som hele tiden skal rette geværet mod en fjende for at forhindre, at han undslipper. Men før eller siden bliver soldaten træt, geværet bliver for tungt, og fjenden stikker af. En anden helt er Henry 'Scoop' Jackson, en demokratisk senator fra staten Washington, som fik USA til at kæde villigheden til at handle med USSR sammen med konkrete krav om at lade de sovjetiske jøder emigrere. Ifølge Sharansky en genistreg, fordi man derved tvang USSR til at mindske kontrollen med dets borgere og derved igen gav fornyet mod til de selv samme borgere til at sige systemet imod. Man er mindre bange for staten, hvis man ved, at man kan pakke sydfrugterne og emigrere. Vestlige lederes svigt Og hvad skal vi så bruge alt det til i dag, nu hvor USSR for længst er blevet kastet på historiens mødding? Sharanskys svar er enkelt: Til at gøre op med alle de resterende diktaturer på kloden. Hvis Vesten ved at kæde samarbejde sammen med krav om interne reformer kunne knække det allermægtiste diktatur af dem alle uden af løsne så meget som et eneste skud, så kan Vesten så meget desto mere gøre det med alle de smådiktaturer, fra Uzbekistan til Zimbabwe, som gør livet surt for deres borgere i dag. Og derved gøre ikke bare dem, men også sig selv en stor tjeneste, al den stund at velfungerende demokratier er meget mindre tilbøjelige til at gå i krig end lande underlagt en enkelt persons vilje. Så langt vil mange formentlig være enig med Sharansky. Mere kontroversiel, ikke mindst her i Europa, bliver han i bogens sidste halvdel, hvor han vender blikket mod den israelsk-palæstinensiske konflikt og kommer med en sønderlemmende kritik mod hele fredsprocessen og det palæstinensiske selvstyre under Arafat. Her har såvel Israels politikere som de vestlige ledere efter hans mening svigtet totalt. Ikke ved at søge fred, men ved ikke samtidigt at kræve demokratiske reformer i det palæstinensiske selvstyre, og derved reelt ikke give Arafat noget incitament til at opfylde sin del af aftalen. Tiltrængt vitamintilskud Sharanskys argumentation er mere kompliceret og detaljeret end, hvad der kan refereres her, men er i høj grad værd at læse for at få indblik i, hvordan fredsprocessens kritikere tænker. Og at de ikke alle sammen er galninge, men tværtimod tænksomme mennesker, der for manges vedkommende - herunder Sharansky - for længst har accepteret, at palæstinenserne skal have en stat. Men som blot er meget uenige i, hvordan dette mål kan opnås, uden at Israels sikkerhed sættes over styr. Mange danske læsere vil givetvis være rasende uenige med Sharansky, men kan med fordel læse hans bog som et tiltrængt vitamintilskud mod den ofte meget lidt nuancerede danske debat omkring Israel-Palæstina.