Meget kan diskuteres - og bliver det - om hvad der i grunden skete i det Jugoslavien, som så blodigt gik i opløsning for 15 år siden, og som stadig er en øm byld i europæisk politik. Men én ting er sikkert. Det Serbien, der startede det voldelige opgør med etniske udrensninger og drømme om et Storserbien, blev krigens store taber. I dag er landet fortsat det sorte får, som slås med fortidens dæmoner, og som kun modstræbende famler sig vej mod et europæisk engagement. Årelang research Det kommer tydeligt frem i den bog, som den norske journalist og succesforfatter Åsne Seierstad fik færdig sidste år efter flere års research. Hun startede med at interviewe en række serbiske kvinder og mænd fra vidt forskellige baggrunde tilbage i 1999 i skyggen af NATO's bombardementer, fortsatte året efter, da landets diktator Slobodan Milosevic blev væltet og sendt til Haag, men måtte så lægge manuskriptet til side, da andre opgaver i Afghanistan og Irak trængte sig på. Så vendte hun tilbage og genså sine kilder for at se, hvordan de nu klarer sig, og om de har gjort op med de forbrydelser og grusomheder, som deres landsmænd begik. Udbrændte idealister Spørgsmålet stilles i forskellige tonearter til 14 meget forskellige mennesker, hvis liv og historie opridses. Den gamle bonde med sine to køer og længslen efter 'de gode gamle' dage under Tito, den handlekraftige borg-mester, der bliver først indenrigs-, siden statsminister efter mordet på Zoran Djindjic, men taber valget med et brag, de unge aktivister, forfatteren og den korrupte, men begavede teaterdirektør, den dømte krigsforbryders kone. Og ikke mindst de unge studenter, der kæmpede mod undertrykkelse og for demokrati, men som nu sidder modløse og udbrændte tilbage. Forfølgelsesvanvid Nøglefiguren er stadig Milosevic, der har præget en hel generation. »Han gravede den lilleasiatiske feudalmentalitet ud fra dybet af vor bevidsthed«, som rockmusikeren Rambo Amadeus så rammende siger et sted. Selv om han sidder på anklagebænken i Haag, er han stadig for mange manden, der forsvarede den serbiske nation. Serberne føler sig alle som ofre. Ofre for den onde omverdens konspirationer mod de ædle serbere, der har lidt så meget gennem en lang og blodig historie. USA og NATO er de onde, imperialisterne står på lur, forfølgelsesvanviddet trives i bedste velgående. Ofte får man lyst til at tilkalde en psykiater. Almindelig samtaleterapi rækker ikke. Absurde påstande Det triste, som er et gennemgående tema i de mange portrætter, er håbløsheden hos de mange, der ikke tror, at det kan gå fremad, hverken økonomisk eller socialt. De, der stadig har lidt overskud i behold, tænker kun på at udvandre. »Mine børn skal vokse op, hvor folk smiler, og hvor man ikke skyder statsministeren«, som en udtrykker det. Forfatteren går ud ad veje, som andre har betrådt før. Serbien og serberne er blevet analyseret grundigt i de senere år af mange forfattere, sociologer og politologer. Men hendes force, som journalist og forfatter, er, at hun lader de portrætterede komme til orde. Svagheden i dette tilfælde er, at nogle af de interviewede, der har indtaget magtfulde positioner, får lov at fremture med deres absurde påstande og ikke på noget tidspunkt vil erkende noget ansvar for f.eks. massakrerne hverken i Bosnien eller Kosova. De er som en flok skoledrenge foran det smadrede vindue, der alle deklamerer med høj røst, at det var ikke mig! Men det er et folk med sans for drama og fester, god mad, mange cigaretter og megen rakija, som dulmer smerten og forsøder den grå hverdag i korte øjeblikke. Man er som læser med i deres ynkelige tilværelse, og tak for det.