I virkeligheden kunne man nøjes med at læse forordet til Herbert Pundiks fornøjelige og kloge erindringer. Her når den drevne fortæller at slå alle bogens temaer an, midt mellem taksigelserne og tilegnelserne: De to fædrelande Danmark og Israel. Livsledsagersken Sussi. Tilværelsen på feltfod mellem hoteller, hovedstæder og frontlinjer. Børnene og det ubærlige tab af den ældste søn i en krig, der for Pundik var unødvendig. Journalistikken. Politiken og politikken. Forfatterskabet. Humoren. Fortælleglæden. Og engagementet, der nok nævnes i forbigående, men som er - og bogen igennem forbliver - omdrejningspunktet. Det, historien og erindringerne handler om. Kalejdoskop Det kan derfor ikke anbefales at lade det blive ved forordet. Gør man det, snyder man sig selv for en god historie med et kalejdoskopisk indblik i en tid, der endnu er meget nær. Men først og fremmes snyder man sig fra at møde en mand, der absolut er et bekendtskab værd. Tumultarisk liv Forløbet i unge Herberts liv og udvikling som bevidst og handlende dansk jøde og israelit er for mangfoldigt og tumultarisk til kort genfortælling - bogen er allerede et stærkt indkogt koncentrat af andengenerationsindvandreren, der gennem formative år op til og under besættelsen udvikler en stærk personlighed med stor appetit på at være med, der hvor mest står på spil. Læseren lades ikke i tvivl om krigens og jødeforfølgelsernes afgørende betydning for personlighedens udvikling. Livsmod og dødsforagt Flugten i oktober 1943 bliver den skelsættende begivenhed, der på den ene side nedbryder den nære tryghed og de vante forestillinger, på den anden side vækker et livslangt og aldrig svækket engagement for jødernes skæbne. Det sker for Pundik med en næsten demonstrativ afvisning af rollen som offer, og bogen indeholder flere opgør med forestillingen om, at den svage altid har ret. Pundik affinder sig ikke med sin skæbne, men gør den til sin og kaster sig ud i den med et livsmod og en dødsforagt, der fører ham vidt omkring - fra medlem af Den danske Brigade over nervepirrende oplevelser som frivillig i Israels første krig og som våbensmugler til ihærdig krigs- og konfliktkorrespondent fra en række af hans tids brændpunkter de mest forskellige steder i verden. Det er vedkommende politiske erindringer, der også er stærkt personlige - uden nogen sinde at blive private. Overbevisende tvivl Pundik er nok iagttager. Men før det deltager, og bogens titel, 'Det er ikke nok at overleve', er hans usagte mantra. Han må være med, og viger ikke tilbage for at sætte sig selv på spil. Samtidig ser og reflekterer han - og han ejer tvivlens nådegave, der også bringer ham ud af de ideologiske vildfarelser undervejs fra kommunismen til zionismen. Han er pinligt opmærksom på erindringens og efterrationaliseringens faldgruber, og forskydningerne i det vi husker er et tilbagevendende tema med refleksioner over, hvordan vi gennem både bevidst og ubevidst bearbejdning omformer den fortid, vi bærer med os videre frem. Heri ligger den selvindsigt, at også det vi selv har oplevet og derfor mener os forvisset om, kun er relativt og ikke nødvendigvis sandt i nogen absolut forstand. Netop denne tvivlen og søgen gør fremstillingen overbevisende - selv i de passager, hvor den erindrende Pundik har sværest ved at forlige sig med, hvad han dengang tænkte og gjorde. Projekt fred Bogen dækker perioden frem til 1970, hvor Pundik satte sig til rette i Politikens hjørnekontor, for at blive i et kvart århundrede. Ingen, der - lettere forpustet - følger ham gennem disse årtier, bliver ladt i tvivl om, at såvel Danmark som Israel i Pundik har en dybt solidarisk ildsjæl, der aldrig vil unddrage de to lande sit engagement og sin holdning. Hans korte rids af besættelsestidens personlige og moralske dilemmaer er velgørende nuancerede og perspektiverende, ligesom hans introduktion til staten Israels tidligste historie, der i sin korthed må have krævet opbydelsen af redaktørens yderste viljestyrke. Hans personlige konklusion er nødvendigheden af at forstå den anden part. Ikke så meget som en etisk eller religiøs fordring om tilgivelse og soning. Snarere som en politisk nødvendighed for at komme videre med det projekt, som det drejer sig om: at skabe et livskraftigt og demokratisk Israel, der lever i fred med sine naboer - og hvor jøder kan finde den tryghed, de historisk så fatalt har manglet. Israels medansvar Israels skæbne ligger ham afgørende på sinde, og den der forveksler hans til tider kompromisløse kritik af skiftende israelske regeringers politik og hans utrættelige forsøg på at bygge bro til palæstinenserne og til moderate arabiske lande med et svigtende engagement i sit lands og jødernes skæbne, går fejl af pointen. Forståelsen for Israels medansvar og for navnlig palæstinensernes ulykke er for Pundik lige så nødvendige for at sikre Israel, som hans deltagelse som frivillig i krigen. Der er ingen vej udenom. Så må den betrædes, hvor stenet og lang den end er. Det er en rigtig fin bog. En bog om at udvikle en holdning og stå inde for den: Holdningen Herbert Pundik.