Da Pierre Bourdieu (1930-2002) i 1956 aftjente sin værnepligt i Algeriet, fattede han interesse for de lokale kabyleres samfund, og han begyndte at studere dem nøje. I 'Udkast til en praksisteori', som udkom på fransk i 1972 og siden er blevet en klassiker, er tre af Bourdieus empiriske studier af kabylerne fra slutningen af 1960'erne optrykt sammen med en teoretisk refleksion, som har givet bogens titel. Ydre eller indre De tre detaljerede studier af kabylerne skildrer en virkelighed, som er fjernt fra vores og derfor en tankevækkende kontrast. Under læsningen henfalder man nemt i lommesociologiske refleksioner over virkeligheden i Danmark i 2005. Lige så tankevækkende er det teoretiske spørgsmål, som Bourdieu stillede sig som ung, og som han søger at besvare i de tre studier og i udkastet til en teori om praksis: Er et menneskes praksis bestemt af de sociale sammenhænge, det udfolder sig i, eller udfolder det sig frit i praksis, bestemt alene af sig selv? Habitus Bourdieu kom til Algeriet som strukturalist og søgte efter ritualer og mønstre i kabylernes praksis, som kunne opfylde strukturalistens tro på, at mennesket er bestemt af dets sociale sammenhænge. Studierne lærte ham imidlertid, at svaret nok er både-og, og han begyndte at udvikle en teori for menneskets praksis, som kunne give dette svar overbevisende. Således er det i 'Udkast til en praksisteori', at Bourdieu giver sine tidligste definitioner af de begreber, som nu er klassiske. F.eks. begrebet habitus, som netop begriber, at menneskets socialisering hverken gør det ufrit eller frisætter det i forhold til det sociale. Mennesket er både produkt og producent af den socialitet, det lever i. Den teoretiske del af bogen er ikke nem at læse. Men det er stor sociologi, som stadig er helt aktuel og af stor forklaringskraft. Videnskabens uafhængighed er truet Bourdieus sidste forelæsninger ved Collége de France, hvor han var professor i 20 år, handlede om, hvordan viden skabes og om hvilke betingelser, videnskaben har i dag. Udgangspunktet for forelæsningerne, som nu er udkommet som 'Viden om viden og refleksivitet', var en alvorlig bekymring for videnskaben: »Jeg er overbevist om, at hele det videnskabelige område i dag risikerer at blive ramt af katastrofale tilbageskridt. Videnskaberne er kort sagt i fare og bliver af den grund selv farlige«. Tilbageskridtet truer ifølge Bourdieu, fordi videnskabens uafhængighed af religion og politik, som den har tilkæmpet sig siden oplysningstiden, nu overskrides af økonomiske interesser, som ikke altid har sandheden for øje. Vi kender også dette i Danmark, hvor viden og forskning stadig oftere bliver gjort til middel for andre formål som velstand og konkurrencedygtighed. Absolut objektivitet findes ikke Bourdieu argumenterer overbevisende for, at vi bør respektere videnskabens afhængighed og derfor fortsat sørge for, at den kan forske efter sine egne mål. Videnskabshistorien siden oplysningen har nemlig vist, at den uafhængige videnskab har udviklet fornuft og rationalitet som mål for, hvad der kan blive til viden, og hvad der bliver afvist som ikke-viden. De mål advarer Bourdieu mod, at vi igen afvikler. Kun de bedste indsigter og opdagelser og ikke dem, der bedst betaler sig, skal kunne blive til viden. Som al menneskelig praksis har videnskaben dog aldrig været og kan heller aldrig blive helt uafhængig. Der findes ifølge Bourdieu ikke en absolut objektiv videnskab hinsides det sociale. For forskere har også en habitus. Og selv den mest objektive viden bliver til i sociale sammenhænge, hvor forskere arbejder med og mod hinanden i en styrende socialitet. Universelle mål Det er en kontroversiel position, som dog ikke må forveksles med postulatet om, at viden kan relativeres. De mål, videnskaben har udviklet, fastholder Bourdieu, er universelle. Men videnskaben kan blive mere sand, hvis dens udøvere også forstår, at de er deltagere i sociale sammenhænge, hvori de hverken er helt frie eller helt ufrie. Således gælder det for videnskaben og dens udøvere om at »forstå og beherske den sociale verden i hvilken erkendelse og viden om naturen produceres«. 'Viden om viden og refleksivitet' er et godt sted at begynde.