Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen efterlader med bogen 'Døden har jo en årsag' læseren på én gang sulten og mæt. Sulten efter at få mere at vide om blandt andet de overgreb på torturofre, han har dokumenteret rundt i verden. Og mæt af de mange dagbogsagtige indskud om praktiske gøremål fra hans egen hverdag. Humanistisk livssyn Det kan være svært at mobilisere den store interesse for de personlige oplysninger af triviel karakter. Hensigten er formentlig at anskueliggøre de forskellige verdener, som en retsmediciner færdes i. Efter en lang arbejdsdag eller -nat med de døde i obduktionssalen må han krænge de dystre indtryk af sig, så der bliver plads til følelserne for de levende, der venter derhjemme. Men de private indskud virker lidt malplacerede og overflødige. De øvrige dele af bogen giver læseren et klart billede af en retsmediciner, der tager sit humanistiske livssyn med på jobbet - uden at lade det gå ud over den neutrale dokumentation, som er fagets alfa og omega. Nøgtern beskrivelse Jørgen Lange Thomsen ved, hvad han taler om. I over tre årtier har han været retsmediciner og er nu professor, statsobducent og leder af Retsmedicinsk Institut i Odense. I bogen fortæller han brudstykker fra sin løbebane og arbejdet med mordsager, voldtægtsofre, spiritusbilister og til slut identificeringen af ofrene efter den nylige flodbølgekatastrofe i Sydøstasien. Nogle af de mest medrivende kapitler i bogen er hans skildringer af arbejdet med at dokumentere tortur. Han tager læseren med til både Spanien, Israel, Mexico og Indien. Alle steder undersøger han anklager om tortur, og de fleste gange finder han dokumentation for overgrebene, hvad enten ofrene er levende eller døde. Han beskriver det hele klart og nøgternt. Han undgår de mange tillægsord, som trænger sig på. På den måde kommer de gruopvækkende krænkelser til at stå endnu stærkere. Men i flere af sagerne savner læseren oplysninger om, hvad dokumentationen betød for ofrene. Nakkehårene rejser sig Jørgen Lange Thomsen er mønsterbryder. Han voksede op i fattige kår i København. Han var otte år, da faderen forlod hjemmet og lod moderen om at klare børneflokken på fem. Fire år efter lykkedes det moderen at få en friplads til sønnen på Sorø Akademi. I bogens indledende kapitel fortæller han om kostskolelivet, de strikte regler, kammeratskaberne, de blodige slagsmål og de til dels koleriske lærere. Med stor varsomhed skildrer han også de tilnærmelser eller snarere overgreb, som en homoseksuel lærer udsatte ham for. Hans dansklærer reagerede chokeret, da han afleverede en dansk stil om episoderne, men så skete der ikke mere. Måske var det fornuftigt nok, skriver Lange Thomsen og peger på, at hans dage på skolen nok havde været talte - 'for hans egen skyld' - hvis sagen var kommet frem. Men oplevelserne er fortsat levende for ham og har fået ham til bedre at forstå vreden hos unge mænd, der er blevet udsat for overgreb fra ældre homoseksuelle. Hans korte skildring får nakkehårene til at rejse sig hos læseren. Der må være stof til en hel bog i den opvækst.