0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Granatchok på Frederiksberg Allé

Nye oplysende bøger om Shellhus-angrebet og bombekatastroferne for 60 år siden, hvor 160 uskyldige blev dræbt - og hvor nonnerne fra Den franske Skole viste sig klogere end lægerne.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tysk? Hvorfor dog, mener de mange, der nu fravælger sproget i gymnasiet. Men man kan aldrig vide, hvornår man får brug for tysk.

Da Royal Air Force 21. marts 1945 gennemførte sit berømte angreb på Gestapos hovedkvarter Shellhuset, sad 26 modstandsfolk i celler i tagetagen som skjold mod luftangreb.

De ville begribeligvis gerne ud. Politiassistent C. Lyst Hansen råbte til fangevogteren: »Geben mir die Nügeln!«.

Så korrigerede frihedsrådsmedlemmet Mogens Fog inde fra sin celle: »Det hedder die Schlüssel!«.

Indflyvningen gik galt
Både Lyst Hansen og Fog genfortæller med selvironi episoden i deres erindringer, og det er en af de velvalgte detaljer, der medvirker til at animere dramaet i Hans Ahlmanns bog om Shellhus-bombningen og hvad deraf fulgte.

Jamen, kan der siges noget nyt om den sag? Det kan der faktisk.

Ved at kombinere militærhistorie med kilder fra Frederiksberg Kommune, redningsvæsen, skoler, vidneberetninger etc. skildrer Hans Ahlmann den fulde kædereaktion, da overraskelsesangrebet endte i de fatale fejlbombninger - og dermed i den største civile katastrofe i Danmark under besættelsen, ja i nyere tid.

Operation Carthago skulle hindre optrevling af modstandsbevægelsen ved at bombe Shellhuset kl. 11.15, hvor det optimale antal Gestapo-folk ville være til stede og de fleste arkiver i brug.

For at undgå den tyske radar fløj de 20 Mosquito-jagerbombere og de 31 eskorterende Mustang-jagere så lavt over Nordsøen, at deres ruder blev dækket af skum og salt, og ved indflyvningen til København gik det galt.

Overrumpling og oversvømmelse
Et bombefly i første angrebsbølge ramte en signalmast på baneterrænet, kom i afdrift ind over Vesterbro og tabte sine bomber.

Flyet styrtede ned i et garageanlæg op til Sct. Joseph-søstrenes skole på Frederiksberg Allé, og røgen herfra fik flere fly i de sidste to bølger til at tro, at det var målet, så de kastede deres bomber over Den franske Skole og det omkringliggende boligkvarter.

Pga. overrumplingen var der ikke blæst luftalarm, og børn, lærere og beboere nåede ikke i beskyttelsesrum. Mange blev dræbt, da trapper og bygninger brød sammen, andre blev spærret inde i kældrene, mange børn druknede ved oversvømmelse fra sprængte vandrør.

Myter aflives
Hans Ahlmann beskriver alle de fire ramte områder, også de tit glemte: Shellhuset og dets nabo Teknologisk Institut, ejendommene på Sdr. Boulevard og Henrik Ibsensvej, der fik det nedstyrtende flys bomber, og så hovedkatastrofeområdet: Frederiksberg Allé-Maglekildevej-Amicisvej-Nyvej.

På billederne ligner det udbrændte tyske byer - eller for den sags skyld Bornholm efter det sovjetiske bombardement i maj 45.

Undervejs afliver Ahlmann diverse myter og bringer nye detaljer i beskrivelsen af redningsarbejdet, hvor nonner, brandfolk, læger, frivillige, ja, faktisk også nogle af de forhadte hipoer modigt sled for at udgrave indeklemte børn i kapløb med ild og vand.

Bogen beskriver også situationen på Frederiksberg Gymnasium på Hollændervej, der mirakuløst gik fri, på Alléscenen (Betty Nansen-teatret) som opsamlingscentral for sårede og døde og for information til pårørende, på hospitaler, hos myndigheder.

Bidrag til uskreven hverdagshistorie
Selve Operation Carthago lykkedes: Shellhuset udbrændte, cirka 90 tyske og danske Gestapo-folk blev dræbt, men også en snes uskyldige danske. Af modstandsgidslerne omkom otte, mens 18 undslap mirakuløst, bl.a. Mogens Fog.

Sådan havde regnskabet næppe set ud, hvis alle RAF's 50 bomber havde ramt Shellhuset. Til gengæld kom de civile tab op på i alt cirka 160 personer, heraf fra Den franske Skole 86 børn, 13 nonner og lærere og fire redningsfolk. RAF mistede seks maskiner og ni mand. 900 blev hjemløse.

Endelig skitseres oprydningen, den tyske jagt på undvegne fanger, den tyske propagandas udnyttelse af katastrofen og den senere pinagtige kamp om erstatning og mindelund.

Til tømmermændene hørte kritik af redningsindsatsen, og 60 år efter forbløffes man over de umulige vilkår, brandvæsnerne havde - bl.a. måtte de til dels kommunikere via ordonnanser, fordi tyskerne havde konfiskeret deres radiomateriel! De detaljer er også bidrag til besættelsens endnu uskrevne hverdagshistorie.

En enkelt ulydig sjæl
60-års jubilæets anden udgivelse er en antologi af vidnesbyrd fra børn og voksne på Den franske Skole, der overlevede katastrofen - med ar i sjælen.

De er samlet af en af de 417 reddede, den dengang femårige Alice Maud Guldbrandsen, og ved at fokusere på dramaets inderside supplerer hun Henrik Ahlmann - efter det klassiske kønsrollemønster: drenge interesserer sig for bombefly, brandvæsen og tal, piger for følelser.

Der er interview dels med endnu levende forældre, redningsfolk og en RAF-navigatør, dels med en snes børn, der blev reddet ud - og en enkelt ulydig sjæl, der skulkede fra skole. Sidste afsnit giver glimt af redningsarbejdet, af søgende forældre, af børnenes senere skolegang og skæbne.

Bevægende vidnesbyrd
Og her er datidige beretninger fra Sct. Joseph-nonner - som søster Helene (1912-2003), der fastklemt under murbrokkerne vekslede disse ord med en kollega:

»Søster, tror De, vi skal dø?«.

»Ja«, hviskede jeg tilbage. »Ja, jeg tror, vi skal dø«.

»Tror De, det varer længe?«.

»Måske«, svarede jeg. »Måske. Jeg ved det ikke«.

Det er vidnesbyrd, der kan bevæge en sten, netop fordi bogen er spulet for sensationalisme, sentimentalitet og patetisk appel.

Stærkest virker det genkommende mønster hos de overlevende. Datidens læger mente - i den bedste hensigt - at børnene ikke måtte tale om det, de havde oplevet. Det gik kun over ved at blive tiet ihjel.

Men børnene måtte livet ud slås med traumer, fobier og mareridt, fordi tavshed var eneste 'behandlingsmulighed'. Tiden var så autoritær, at alle stod med hatten i hånden over for den formodede sagkundskab i hvide kitler.

Hverken tale eller forståelse
Det står glasklart, da faderen til bogens udgiver i 1988 beder Frihedsfonden om støtte til at få sin nu 49-årige datter i terapi: »Vores læge beordrede os til, at vi ikke under nogen omstændigheder måtte tale eller spørge vores datter om det, der var sket«.

»Ja, vi lyttede dertil og rettede os derefter. Måske skulle vi hellere - som man bruger i dag - have talt med hende under hendes opvækst? Det er klart, at vi bebrejder os selv det. Men som sagt, vi rettede os efter den tids opfattelse, hvor der ikke skulle tales om problemerne«.

»Der gik meget lang tid, før Alice begyndte at tale, og da hun endelig ville fortælle os noget - så havde vi svært ved at forstå hende«.

Symptomsamling lige efter bogen
Mange overlevende fortæller samstemmende, hvordan traumet gennem 50-60 år har givet søvnløshed, klaustrofobi og psykosomatiske symptomer. Angstanfaldene kunne udløses af alt fra udrykninger, fyrværkeri, ild, lavtgående fly og »søgang selv på Storebælt« til lugten af jord, sur kælder og kalk.

For flere vendte det hele tilbage 11. september 2001 med støvskyerne fra World Trade Center. Mange blev kaldt 'problembørn'. Da udgiveren i 1988 tilkaldte natlæge under et angstanfald, gav han hende en skideballe for at »misbruge lægevagten for sådan en bagatel«.

Som symptomsamling er bogen - lige efter bogen. Hvad eleverne på Den franske Skole oplevede, er, hvad det 20. århundredes katastrofepsykiatri har bakset med: med Første Verdenskrigs 'granatchok', med den amerikanske kriseteori, da psykiateren Eric Lindemann - efter en natklubbrand i Boston 1942 - kortlagde fælles mønstre i de chokramtes reaktioner og behandlingsforløb, med kriseterapien siden 1970'erne.

Nonner i spirituel samtale
Her er verden virkelig gået frem, men den nye indsigt nåede sent til Danmark, og pigerne kom til at betale en høj pris for at have overlevet.

Men hvad datidens læger ikke kunne se, det vidste Den franske Skoles leder, søster Margrethe, da hun straks i april 45 fik skolens søstre til at nedskrive beretninger om katastrofen for at bearbejde deres oplevelser. Dermed blev de også bedre i stand til at hjælpe børnene.

En tankevækkende pointe: Det var ikke de overrationalistiske læger, men nonnerne med deres menneskekundskab og erfaring i spirituel samtale, der var bedst til at tackle granatchokket på Frederiksberg Allé.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?