Dyrehaven ved Klampenborg regnes ikke som nationalpark, for den opfylder ikke de internationale kriterier for denne klassifikation; men ideologisk er den indbegrebet af en nationalpark - med sin karakter af for længst sakrosankt nationalklenodie ladet med historisk vingesus. Kompasset rundt Nu har to af Dyrehavens professionelle forvaltere - godsskytten Torben Christiansen samt skovløberen Peter Lassen - begået et pragtværk om Dyrehaven og dens historie, som kommer hele kompasset rundt fra istiden til iskagernes epoke tillige med interessante forvaltningsmæssige overvejelser om fremtiden. Forordet er behørigt begået af Prins Henrik, og vi kommer også rundt om Bakken, Kirsten Piils Kilde, friluftsteateret i Ulvedalene, traktørstederne og Eremitageslottets historie - samt Dyrehaven i malerkunsten. Flytteordre Det hele startede med, at Frederik III i 1669 og dernæst den jagtglade Christian V lod området indhegne med stolper af egetræ og det endnu mere bestandige enebærtræ for at holde på samt opformere bestandene af kronhjorte og dåvildt. Landsbyen Stokkerup tæt på det senere Eremitageslot blev beordret flyttet med to års skattefrihed som et kongeligt plaster på såret. Landsbyen var i forvejen blevet reduceret under svenskernes nylige hærgen - og snarere end at være desto rarere ved de sidste mohikanere valgte man med royalt blik for de store linjer at gøre arbejdet færdigt i stedet, nu de stod så godt for hug. Regnskovsdimensioner Hjortebestandens overdimensionerede størrelse forudsætter imidlertid massiv vinterudfodring, og på grund af svingende foderbevillinger i knappe og mindre kongelige perioder samt konkurrence fra græssende kvæg med certifikat og koncession har der gentagne gange været hungersnød og massedød blandt hjortene. Ud over kongelig jagtglæde handlede det om regulær vildtforsyning til hoffet; men da den under Christian V fra Solkongens hof indførte parforcejagt med glubske kæmpehunde mest resulterede i drabelig lemlæstelse og herlig sønderrivelse for åbent tæppe - frydefuld for øjet og nok så stimulerende på frokostappetitten som offentlige henrettelser - var man afhængig af supplerende tilførsler af hjortekød udefra. Dyrehaven rummer ud over den fabelagtige ellesump ved Mølleåen - som strengt taget ligger lige uden for hegnet - Nordens største og ærværdigste forsamling af ældgamle ege og bøge. Og da jordbundens bonitet endvidere ligger helt i top, finder vi her bøge med veritable regnskovsdimensioner: op til 47 meters højde. Imidlertid noterer enhver det parkagtige præg grundet den påfaldende mangel på yngre trægenerationer. Upopulære indhegninger Hjortenes græsningstryk har selvsagt umuliggjort naturlig foryngelse, og derfor kommer vi fremover i en situation med masser af døende kæmpetræer uden værdige arvtagere. Det burde man have tænkt på før, men forvaltning af populære områder med mange konkurrerende interesser har altid været kontroversiel: For selvfølgelig så allerede de tidlige forstfolk indhentet fra Tyskland sent i 1700-tallet, hvor det bar hen. Sagen er jo, at det ikke er populært at indhegne områder med nyplantninger i den fornødne tid, til træerne kommer over hjortenes bidhøjde - men det er den eneste løsning. Blot må man lade indhegningerne rotere, for indhegner vi hele molevitten en snes år, må vi jo dels forbyde færdsel i området, dels udleje både hjortene og turisterne som veritable gidsler til herregårde på jagt efter kærkomne nye indtægter - måske noget for greven af Gisselfeld? Forsvundne dyrearter Til gengæld skulle man tro, at skovens agtværdige alder borgede for en rigdom på truede arter med behov for døde træer. Men den gigantiske bille eghjorten med vinger i to etager samt den hvalagtigt fremtrædende kæbeprotese er desværre for længst forsvundet - antagelig grundet for højt 'græsningstryk' fra samlere med perverse lidenskaber - således delte jo endog 'Lolita's forfatter Nabokov sin lidenskab ligeligt mellem ungmøer og sære insekter. En anden i Danmark forsvunden art, der gennemled sit undselige Waterloo just i Dyrehaven, var mellemflagspætten, der behøver ældgammel løvskov. Men i dette tilfælde turde forklaringen være, at isolerede små populationer i følge sagens natur altid er sårbare in the first place - og derudover risikerer de indavlseffekter såsom et lovlig smalt immunforsvar, der næppe tåler intim omgang med et anderledes robust publikum, vant til umådeholden og højst broget forlystelse. Et levende stykke kulturhistorie Til gengæld er der de seneste årtier indvandret nye arter såsom den flotte sortspætte og den sagnomspundne ravn. Også rovfuglene har det bedre, og angiveligt yngler sågar atter duehøgen i området - måske i det indhegnede og tætte opvækstareal, hvor den kan være i fred. Men ellers er Dyrehaven mest et levende stykke kulturhistorie, og det mærkes også i bogens vægtning af stoffet. For det biologiske fylder mindre end det sociale - men sådan er det jo også i Dyrehaven selv med folkefester, grundlovsfester, hestevæddeløb samt anden sportsudøvelse i tidens løb. Særlig grundig er bogens gennemgang af selve forvaltningshistorien og hele logistikken omkring Dyrehaven - som jo er forfatternes professionelle speciale og hovedpine.