Forholdet mellem stat og kirke debatteres ivrigt for tiden. Det ved enhver, der læser avis. Men snart også enhver, der læser bøger, for med den hyppighed, hvormed der for tiden udgives bøger om Folkekirkens forhold til staten og omvendt, kan man vanskeligt undgå at bemærke, at temaet er højaktuelt og -kontroversielt selv i bøgernes verden. Nu er biskoppen over Roskilde stift, Jan Lindhardt, klar med et indspark i den aktuelle debat. Og lad os da bare få det på det rene med det samme: Lindhardt er for en bevarelse af det nuværende forhold. Så er det klart, og man skal derfor ikke lade sig forvirre af, at bogtitlen 'Folkekirke? Kirken i det danske samfund' sender et mere uklart signal end tidligere debatbøger om emnet, f.eks. 'Nedlæg Folkekirken' og 'For Folkekirkens skyld'. Kirken som 'privatinstitution' Lindhardts modstandere er naturligvis dem, der ønsker en adskillelse af stat og kirke. Her kan der skelnes mellem to fløje, der er enige om målet, men uenige om begrundelserne: en 'indre' kirkelig og en 'ydre' politisk fløj. Den kirkelige fløj består først og fremmest af 'højrefløjspræster' og 'pietister', der kæmper for Folkekirkens selvbestemmelse og for en mere alvorspræget menighed bestående af oprigtigt troende. Man vil ikke have alle de støjende, uengagerede 'kulturkristne' rendende. Den politiske fløj består væsentligst af fritænkere og liberalister, der ikke kan se nogen fornuftig grund til ikke at indføre religionslighed i et moderne, globaliseret samfund som det danske. Fælles for de to fløje er ønsket om at trække en klar grænse mellem det private (religiøse) og det offentlige (politiske) rum. Kirken skal gøres til en 'privatinstitution'. Folkelig kirke i dialog Over for 'separatisterne' indvender Lindhardt, at både kirke og samfund tjener bedst ved at bevare det nære forhold. En folkekirke, der ikke er gearet til det moderne samfunds udfordringer, taber alt for let forbindelsen til virkeligheden. Lindhardt ønsker derfor en mere folkelig, strømlinet kirke, der er engageret i og i dialog med det omkringliggende samfund. Hellere en rummelig og religiøst set 'svag' kirke, end en indskrænket, men 'stærk' kirke, der står i fare for at ende i sekterisme og isolation. Dette er et argument, som også samfundet bør være lydhør over for. Statskirken er et effektivt værn mod religiøs fanatisme alene af den grund, at den er folkets-kirke, de manges kirke. Det må staten være garant for. Pædagogisk formidling På den anden side - og som et mere tvivlsomt argument for at bevare Folkekirken - kan Lindhardt hævde, at staten også har brug for en sammenhængsskabende institution, der kan sikre, at samfundet faktisk består af mennesker, der har fundet sammen. Ifølge Lindhardt er det netop Folkekirken, der skaber denne sammenhæng, idet den leverer de traditioner, den 'livsrytme', der homogeniserer samfundet. Det kan så diskuteres. Afslutningsvist skal Lindhardt roses for den mageløse konsekvens, der præger bogen. Det er en fornøjelse at læse en bog, hvor den pædagogiske formidling stemmer så smukt overens med den overordnede agenda: her skal alle kunne være med.