Hej du der, dur du til noget ... er værktøjet i orden, kan du udrette noget stort?« sang TV-2 for mange år siden. Det samme spørgsmål stilles i en nys udkommet afhandling, om end konteksten og værktøjet er noget andet: Er vort naturvidenskabelige værktøj - dannelse - i orden? Et hurtigt svar er nej! Sjøberg og hans danske kollegaer gennemgår detaljeret diverse undersøgelser - PISA, ROSE, TIMSS - og påviser, at vores almene viden om naturvidenskab og dens udøvere ikke bare er hullet, men også fordomsfuld, forvanskende og til tider barnlig. Det stiller os over for et demokratisk problem, for hvordan er det egentlig, at vi skal kvalificere os til debatten om stamceller, genmodificerede fødevarer, klimadebatten, nyt fra medicinalindustrien og det alternative overdrev, hvis vi dybest set ikke er i stand til at forstå, hvad der er på færde? Tegnefilmsagtigt syn på videnskaben Et mere omhyggeligt svar på spørgsmålet, om den naturfaglige dannelse er i orden, afdækker det paradoks, at skønt naturvidenskaberne virkelig udretter store ting, så kan man kokettere med sin naturfaglige eller matematiske uvidenhed. Og kan man høste social anerkendelse ved at være doven, hvorfor så frivilligt vælge at være utjekket, eller det, der er værre, ond og sadistisk? Som en norsk dreng skriver om videnskabsfolket: »Jeg tror, de eksperimenterer med dyr og dræber dem. Og så udvikler de nye giftgasser og atombomber«. Drengen har jo ret, og det er en del af problemet, men vi ved jo godt, at han ikke udtrykker hele sandheden. Vi ved, at det ikke er videnskabens formål at pine dyr og udvikle masseødelæggelsesvåben, og vi ved, at den frembringer en masse goder. Spørgsmålet er derfor, hvorfor det er dette tegnefilmsagtige syn på videnskaben og dens udøvere, der er det fremherskende. Der er formodentlig ikke mange, der har lyst til at opgive mobilen, pc'en eller muligheden for en effektiv kræftbehandling (når den tid kommer). Drop dæmoniseringen af naturfag Godt og ondt følges ad i naturvidenskaberne. Og begge elementer skal med, når vi beskæftiger os med naturvidenskab, hvilket både fremskridtsoptimister og 'progressive' kritikere må besinde sig på! Det er en af de ting, Sjøberg argumenterer for, men han stopper ikke dér. Han har ikke skrevet en tung bog for at slå os (på lærerværelset) i hovedet med den, men fordi der er meget at sige om sagen. Et par af hans idéer skal viderebringes her: 1) Klap hesten: Vi forventer ikke, at alle, der har dansk, bliver små H.C. Andersener. Derfor skal vi heller ikke forvente, at alle, der har fysik i skolen, forvandler sig til små Einsteiner. Videnskab er ikke nem og er ofte kontraintuitiv. F.eks. er det ikke lige til at fatte, at alle ting bevæger sig i en ret linje, hvis ikke de påvirkes, sådan som Newton sagde. Selv Jostein Gaarder fik Newton galt i pennen, da han skrev 'Sofies Verden'. 2) Vi har alle 'teorier' om, hvordan verden hænger sammen, f.eks. den om, at ting ligger stille, hvis ikke man påvirker dem. Mange af disse hverdagsteorier minder om tidlige videnskabelige teorier (her Aristoteles), og de kan tjene som udgangspunkt for at lære forskellen mellem videnskabens abstrakte tankegange og hverdagens praktiske. Kan vi anerkende den forskel, er vi allerede nået langt. En del af en naturfaglig dannelse drejer sig om at forstå, at der gives flere forklaringer på et fænomen, men at de ikke er lige gode i alle situationer. Og lad os lige få endnu en pointe med: Drop dæmoniseringen - den er utjekket og udannet!