Kan man forske i computerspil? Kan man forske i noget, der synes så barnagtigt og sjovt? Den nye forskningsantologi 'Spillets verden' er både et øredøvende højt JA samt en ambitiøs jomfrurejse guidet af 15 vidt forskellige bidragydere med det mål at få skubbet forskningsskovlen godt ind under det i dag gigantiske kulturelle fænomen. Utydelig målgruppe Målgruppen er fra antologiens tovholdere sat til videregående uddannelser samt gymnasieskolen, men det mål nås ikke altid, da al begyndelse er svær - selv for de internationalt anerkendte spilforskere, som Danmark i dag råder over. At holde styr på forskernes gerninger, meninger og mål har tilsyneladende været som at holde snor i et kuld genstridige møgunger. Spraglet kludetæppe Nuvel, struktur er der. Antologien er delt op i de fire sektioner: 'Struktur af fortælling', 'Tid og rum', 'Design' samt 'Kulturanalyse og socialsemantik', hvilket fungerer rosværdigt godt. Der er velskrevne artikler om computerspillenes samhørighed med teatret, deres spegede opfattelse af tid og rum, og hvordan mediet fungerer som æstetisk stil samt ramme for en handling. Umiddelbart noget for enhver smag og målgruppe, hvad enten man er forældre, underviser eller bare nysgerrig omkring mediet. Ros for det. Men så snart man går i forskningskødet på de enkelte artikler, afsløres et spraglet kludetæppe af metodikker, sigte og ikke mindst skrivestil. Og heldigvis for det - det er jo trods alt en antologi. Akademisk overdrev Men ulempen er, at flere af vores 15 guider skriver sig selv ud på et irriterende kancellistilistisk overdrev, hvor de forskanser sig i et elfenbenstårn, som gør det svært for selv almindeligt veluddannede, som forhåbentlig dem selv, at finde mening, hoved og hale i deres konklusioner. Kort sagt: Når I skriver til en antologi, så reflekter lige en ekstra gang over jeres målgruppe! Også fordi hovedparten af de 15 artikler til alt held er mundrette, konsekvente og ligefremme, uden at seriøsiteten af samme grund ofres for mainstreamleflen. Endda selv om flere artikler synes hårdt beskåret og derfor springer mærkværdig hurtigt fra kvalitativ diskussion til konklusion. Diffuse termer Et er sprogstilen, et andet er de svært definerbare, men essentielt centrale termer som gameplay, interaktivitet og narrativitet i virtuelle rammer, der konstant sværmer i verdenen for computerspilsforskning. Som læser savner man grelt, at de 15 spilforskere havde stukket hovederne sammen over en pizza eller fire og var blevet enige om en generel opslagsliste med nogenlunde dækkende definitioner af de centrale, men stadig flygtige computerspilstermer. På den front lugter antologien af redaktørarbejde, der udelukkende er udført via indsendte e-mail, hvilket bevirker, at hver enkelt forsker enten definerer sine egne subjektive tolkninger af termerne, låner fra udlandets forskere (og bruger sparsom spalteplads på det) eller værst af alt: slynger termerne af sig i flæng uden at ænse, endsige fuldt ud forstå, deres semantiske baggrund. Hvilket i sidste ende bevirker, at man sidder med et mere diffust billede af termerne, end da man begyndte. Sult efter mere forskning Dertil er den måde, bogen (mis)behandler sine billeder på, en utilgivelig dødssynd - særligt i et så visuelt prægnant medie som computerspil. Bogens billeder er i sort/hvid, hvilket man kan leve med, men er samtidig behæftet enten mangelfulde eller deciderede fejlagtige billedtekster, der gør, at man som læser tit misser en artikels vigtige pointer. 'Spillets Verden' spiller sig ikke ind på toppen af hi-score-listen over danske forskningsantologier, men efterlader alligevel et solidt mærke og ikke mindst en sult efter mere spilforskning udklækket af danske hjerner. Næste gang kunne det være en fordel at fokusere bogens målgruppe skarpere, fordi i den nuværende form vil ingen læser endsige underviser kunne bruge antologien i sin fulde form uden sproglig førstehjælp. Men bogens henvisninger til udenlandsk forskning er eminent veludbyggede, og alene af den grund er det værd at tærske antologien igennem.