Inspirationens veje og vildveje er et af de helt centrale spørgsmål i vores kultur, fordi vi ikke kan give opskriften. Inspirationen til ens arbejde er vigtig, men synes ofte at svigte, når man mest har brug for den. Måske derfor ser man hollywoodstjerner, der kæmper fortvivlet med stoffer og sprut og suicidale fantasier. Uinspirerende land Hvis jeg skulle lave sådan en interviewbog som denne, ville jeg have stillet det modsatte spørgsmål: Hvad gør man, når man er uinspireret? Det er de fleste danskere. Man kan se det, så snart man lander i Kastrup - landet er ludkedeligt. Så kan man vende sig udad eller indad, og det er, hvad de pågældende danskere gør. Overgivelse Forfatteren Ib Michael rejser, instruktøren Peter Langdal bliver her, filminstruktøren Nils Malmros bliver i hvert fald hos sig selv - men facit er vel stort set det samme: Inspirationen kommer som en overgivelse til stærke, glemte lag i personligheden, som muligvis er holdt nede af hensyn til usus publicos. At blive inspireret er også et spørgsmål om at overgive sig selv til at tage imod. »Jeg fik en idé«, fremhæver Johannes Møllehave, ikke »jeg skabte en idé«. Heller ikke kan man, som Tine Bryld, selvtilfreds »håbe på, at man kan være til en slags inspiration for ...«. Det var ikke en inspireret bemærkning, men en facil interviewbemærkning. Arbejdsglæde Er der nogle tricks, hvis åbenbaringen ikke melder sig? Kærlighed? Ja, i hvert fald, siger Møllehave, mens de fleste andre er lidt mere lorne ved at uddele inspirationspoint til kærligheden; det er for banalt. Mistet og ulykkelig kærlighed er tættere på scoring, som i det hele taget kriser er det, og jo tryggere dit liv former sig, desto flere administrative pligter har du påtaget dig, du har påtaget dig hverdagen som pligt og vinker farvel til fantasien og ideerne. Inspiration kan også kaldes for arbejdsglæde. Noget du har, mens du foretager dig noget andet. Man kan ikke iagttage sin egen inspiration, højst erkende, at den var til stede, når man ser et resultat. Øjenåbnende trodsreaktion Blandt de gode forfatterråd, som man ikke kan lytte for ofte til, er tricket med at anbringe pen og papir ved sengen, så man straks kan skrive gode ideer ned. Gode ideer fås om natten til udsalgspris - det vil sige, at der er noget af det, man ikke kan bruge, men alligevel. Hav altid pen og papir i nærheden! Og husk at skrive, mens du er oplagt, og lad det ligge, præcis når du nemt kan komme videre. Kapitel 2 er sejt at komme i gang med, hvis kapitel 1 udtømte fantasien. Tak til Pia Tafdrup for repetition af disse læresætninger. Trodsreaktioner kan også være øjenåbnende. Tor Nørretranders har blik for det, når han sidder i dødssyge møder, hvor folk i fuldt alvor siger det værste prætentiøse vås. Den indvendige (ak, kvinder!) trodsreaktion kan ofte være hele mødet værd. Protest, kritik, opposition er sunde mentale forposter til inspiration, hvad Martin Schmidt vel ville have fået at vide, hvis han havde interviewet en politiker. Men de forhåndenværende deltagere er også gode. Faktisk er det en rigtig god bog, hvor folk har taget spørgsmålet alvorligt, selv når de helst var det foruden.