I årtier var Japan verdens unormale, anderledes land på USA's asiatiske frontlinje i inddæmningen af sovjetisk og kinesisk kommunisme. Krigsafslutningen i 1945 havde bragt Den Opgående Sols Land i en situation, der mindede om Den Tyske Forbundsrepubliks rolle i Europa. Hverken tyske eller japanske politikere og beslutningstagere kunne i koldkrigsepoken foretage sig noget uden at spørge først i Washington. Økonomisk kæmpe i politisk dværgs skikkelse Men mens de vesttyske ledere gradvist lærte sig internationaliseringens betingelser ved at have EF og siden EU som integrationens og normaliseringens redskab, forblev Japan klodens mest kulturelt og politisk ufuldkomne stormagt. USA var dets sejrherre og den eneste magt, Japan behøvede at indrette sig efter. Dermed kunne det japanske erhvervsliv og den uhyre disciplinerede befolkning frigøre den energi, der skabte efterkrigstidens mest imponerende økonomiske velstandsmaskine. Resultaterne blev nærværende for de globale forbrugere: Sony, Yamaha, Toyota og Suzuki er brands, vi alle kender og har haft glæde af. Mens det kulturelle Japan forblev ukendt for langt de fleste, lige bortset måske fra sushi-restauranterne og Akira Kurosawas berømte 'Syv Samuraier'. Japan blev en økonomisk kæmpe, der levede i en politisk dværgs skikkelse. Økonomisk og demografisk lavtryk Alt sammen som en konsekvens af den koldkrigslogik, som Japan eminent forstod at tilpasse sig. Beskyttet af den amerikanske atomparaply formåede japanerne at få det bedst mulige ud af en verdensorden, der ellers ikke savnede absurde karakteristika. Hele denne møjsommeligt opbyggede konstruktion ændrede sig i de magiske opbrudsår 1989-91. Verdenskommunismens sammenbrud og dermed ophøret af den bipolare verdensorden faldt sammen med, at der gik rust i Japans økonomiske vækstmaskine. I snart 15 år har 'Japan Incorporated' været tæt på nulvækst, mens de japanske kvinder er gået i fødselsstrejke, og befolkningen aldres hurtigere end noget andet sted i den udviklede verden. Barometeret står på økonomisk og demografisk lavtryk i et land, der nu kan kalde sig 'Den Nedgående Sols Land'. For ingen er længere i tvivl om, at rollen som Asiens økonomiske kraftcenter er rykket over til arvefjenden Kina, og at det bedste, japanerne kan håbe på for at redde deres velstand, er at sikre sig en passende placering i globaliseringens nye økonomiske mønster, hvor det er kinesiske konkurrenceparametre, der er altafgørende for verdensøkonomiens tilstand. Japan som kommende atommagt er centralt tema Det politiske Japan er indlysende nok frustreret og desorienteret. Hvad skal man stille op i en verden, hvor de økonomiske udfordringer kommer fra Kina og de militære trusler fra den evigt uforudsigelige og gådefulde nabo Nordkorea? Skaffe sig en atombombe, naturligvis! Det kan såmænd gøres på en uges tid. For selvfølgelig kan det teknologisk avancerede Japan tage dette kvantespring. Spørgsmålet er, hvordan Japans venner og fjender vil reagere på en sådan udvikling. Japan som en kommende atommagt er det centrale tema i bogen 'Cirklen sluttes - Japan søger sin sjæl', som dansk presses fornemste kender af landet, redaktør og kommentator Tor Tolstrup, netop har udsendt. Han har forsynet bogen med en ekstra undertitel, der siger det hele: '60 år efter Hiroshima er Japan på vej mod at blive en atommagt'. Højaktuelt emne Tolstrup, der i fire år i 1990'erne var Morgenavisen Jyllands-Postens indsigtsfulde korrespondent i Tokyo, har i en tidligere bog (1990) om Japan konkluderet, at det japanske samfund ville løbe ind i en afgørende selvtillids- og identitetskrise, fordi landets institutioner ikke har formået at tilpasse sig en verden i hastig forandring. Han konstaterer korrekt, at denne profeti er kommet til at holde stik, og konkluderer videre: Skal Japan genvinde sin nationale identitet, finde sine rødder og blive accepteret internationalt, må det nødvendigvis blive en kernevåbenmagt. Emnet er højaktuelt, mildest talt. For i disse uger og måneder presser Japan ekstra hårdt på for at få en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd, alt imens japanske diplomater sidder med ved det forhandlingsbord i Beijing, der forsøger at finde en løsning på spørgsmålet om atomkapaciteten i det kommunistiske Nordkorea, en tidligere japansk koloni. Stor analytisk skarphed Ikke mindst truslen herfra og usikkerheden om Kinas måde at forvalte sin nyvundne magt og indflydelse på er de faktorer, der kan få Japan til at tage det skridt, som i 1945, da bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki, så helt usandsynligt ud. For nok har Japan via sin forfatning (i sin tid dikteret af USA) frasagt sig brugen af militær magt til løsning af internationale konflikter og er dermed klodens eneste større magt med en nærmest pacifistisk grundlov. Men ser man nøjere efter, er det japanske militærapparat, der i konsekvens af forfatningen kun må kaldes 'selvforsvarsstyrker', bestemt ikke i letvægtsklassen. Hele denne dybt komplicerede problematik opruller Tor Tolstrup med stor analytisk skarphed over bogens godt to hundrede sider. Magtens kerne Bogen er ingenlunde en tør, akademisk analyse. Læseren kommer med på en detaljemættet og oplevelsesrig rundrejse i det japanske univers, og forfatteren formår i kraft af fornem iagttagelsesevne og sproglig elegance at komme helt ind på rygmarven af den japanske kulturelle og politiske folkesjæl. Budskabet er, at det presser sig på mere end nogensinde for Japan at træffe nogle fundamentale valg, hvis landet skal finde sin rette plads i det, vi alle sammen lige så godt kan vænne os til at kalde det asiatiske århundrede. Kloden er kun fem år inde i denne epoke, men bliver dagligt mindet om dens realiteter. Ingen ansvarlige europæiske og amerikanske politikere er længere i tvivl om Østasiens afgørende tyngde i verden (tvivlere kan spørge i den amerikanske Kongres, EU-parlamentet og Folketingets Udenrigsudvalg), og Tor Tolstrups bog er derfor en fortræffelig guide til forståelse af, hvor vigtig en aktør Japan stadig er og vil fortsætte med at være. Uanset hvor længe der går, inden magtens kerne i Tokyo beslutter sig for at skaffe sig det ultimative våben. Det ligger der et sted som samlesæt. Det er kun et spørgsmål om, hvem af politikerne der tager låget af kassen og begynder at sætte delene sammen.