Det er det ultimative mareridt. Man bliver anholdt, smidt i et uhumsk fængsel og tortureret. Man aner ikke, hvad man har gjort, eller hvad det er, fangevogterne forventer, man kan fortælle dem. Uden forklaring Det sker for den irakiske kvinde Mayada, da hun i 1999 bliver anholdt af Saddam Husseins sikkerhedspoliti. Uden forklaring eller mulighed for at ringe til sine to børn og forklare dem, hvad der er sket, bliver hun sendt i fængsel. Samme grundtone Var man nogensinde i tvivl om, at Irak under Saddam var et rædselsregime uden lige, er man det ikke efter at have læst Mayadas beretning som beskrevet af den amerikanske forfatter Jean Sasson. I fængslet møder Mayada en gruppe kvinder, og bogen består skiftevis af deres historier og Mayadas egen. Der er variationer undervejs, men grundtonen er den samme. Forbrydelse at ændre navn Om et liv i frygt, præget af magtesløshed over for myndighedernes tilfældige luner og evig frygt for en dag selv at blive hentet. Der er kvinder, hvis 14-årige sønner uden forklaring bliver anholdt og tortureret til døde, og som derefter må takke gerningsmændene for at få lov at afhente deres lig. Kvinder, hvis eneste forbrydelse er at ændre navn, som bliver pisket til ukendelighed. Og kvinder, hvis mænd får flået negle og tænder ud og derefter bliver proppet levende i ovnen. Alt sammen uden anden grund end at holde frygten oppe og ethvert anslag til modstand nede. Undertrykkelse tæt ind på livet Gribende og uhyggelig læsning om, hvor ufatteligt brutal tilværelsen kan være, men det som virkelig løfter bogen er Mayadas egen historie. Hun er nemlig ikke en helt almindelig kvinde, men medlem af en berømt familie, og oven i købet journalist, og som sådan tættere på magtens cirkler end de fleste andre. Det er fascinerende at følge, hvordan hun selv fra sin privilegerede udsigtspost med personlige møder med Saddam Hussein langsomt, men sikkert får undertrykkelsen tættere og tættere ind på livet. Alt for Damerne-segmentet Hvordan det bliver sværere og sværere for hende at lukke øjnene for, hvad der foregår, og hvordan skæbnen stille og roligt indhenter hende, indtil hun pludselig selv sidder fastspændt i stolen og med hjertet bankende kan høre, hvordan der slæbes torturinstrumenter hen ad gulvet i retning af hende. Tonen er klichefyldt og sproget sine steder lovlig kulørt, men det er ganske enkelt en knaldgod historie, som Jean Sasson er faldet over. Tilhører man Alt for Damerne-segmentet, går den rent ind, og selv for undertegnede, der ynder at se sig selv som lidt mere intellektuel og dybsindig, var det svært at lægge bogen fra sig.