Drik mindre og gå hjem i dagslys. Et noget gådefuldt ordsprog, i alle tilfælde sidste del, set i skæret af dagens elektriske lys. Men før der var lys over land og by, var det et godt råd, som det kunne koste livet ikke at følge. En mand i Derby faldt om af druk ved vejkanten i nattemørket og snorkede så højt og dyrisk i sin rus, at landbyboere troede, han var en gal hund og skød ham. Andre tumlede om i grøfter, skjulte huller, faldt ned kælderhalse og brækkede hvad som helst eller dumpede ned i åbne brønde og råbte ynkeligt om hjælp. Men forgæves. De blev taget for onde ånder og fik lov at drukne i fred. Buldermørkt Sådan var det i tiderne, når mørket faldt på, før gaslys og siden elektriciteten bredte sig i den vestlige verden. Der var mange århundreder med stigende befolkningstæthed, hvor mørket virkelig skjulte mange onde gerninger. Hvis der ikke lige var månelys, kunne man om natten ikke se en hånd for sig. Så let som ingenting kunne man komme til at sætte ild til hus og hjem, sig selv og hele byen ved kluntet omgang med en tælleprås. Ro for sjælen Men det var også tider, hvor man ikke skulle jage livet af sig alle døgnets timer. Mørket satte en stopper for det meste arbejde og gav dermed sjælen ro, hvad enten den ville have det eller ej. Det var en tid, da meget var anderledes end den måde, vi lever på nu i vor del af verden. Man kan genfinde den i visse uudviklede steder i verden, hvor man stadig kun har sit køkkenbål at se og varme sig ved (og hoste lungerne ud over). Hvis vi skal gøre os en grundig forestilling om, hvordan vore forfædre levede før begyndelsen af 1800-tallet, hvor den første offentlige belysning kom frem i de store byer, skal man fordybe sig i 'At Day's Close', en amerikansk historieprofessors bog med undertitlen 'Night in Times Past'. Professor A. Roger Ekirch fra Virginia har brugt 20 år til research, før han skrev det digre værk, der er fuld af henvisninger til bøger, dagbøger, myndighedspapirer, skuespil o.a. Selv en dansk bog er med i henvisningerne. Der citeres flittigt fra Hugo Matthiessens 'Natten, Stuier (sic!) i Gammelt Byliv' fra 1914, men kilderne går så langt tilbage som til 1500-tallet, et fåtal også tidligere. Et overordentlig fyldigt noteapparat fuldender denne knastørre, men også morsomme gennemgang af en tid, hvor døgnet var opdelt på en ganske anden vis, end vi er vant til. Farlige flasker A. Roger Ekirch behandler både den åndelige og den fysiske verden, arbejdslivet, det religiøse liv, folketro, seksuallivet, klasseforskelle ('i mørket er alle katte grå'!), det litterære liv og meget andet i bogens kapitler, og det kan ikke undgås, at der er mange overlapninger. Man har en fornemmelse af, at vi får alt det præsenteret, som han har fundet ud af, og det kan være lidt trættende: Jo, vi har fattet, at det var mørkt, og at de var bange for spøgelser, og at de drak, så de knak! Men ingen siger jo, at man behøver læse bogen i én køre, og underholdende er den skam i al sin detaljerigdom. Det samme er billedvalget, men desværre er det dårligt og grumset gengivet hele vejen igennem. At druk ikke er en moderne foreteelse, kan man finde rigt belæg for her. I 1577 havde man omkring 24.000 ølknejper i England, cirka en for hver 140 indbygger. Muligvis havde eskimoerne rigtig mange ord for sne, men en avis i New England trykte i 1736 en liste over mere end 200 betegnelser for drukkenskab. 'Kender ikke vejen hjem' og 'han som ser to måner' er blandt eksemplerne. Folk skvattede om hvor som helst og kom af dage på mange forskellige måder. Man kunne blive overfaldet og miste livet derved. Man kunne dø af kulde i drukken koma. Det skete især på landet. I byen kunne man opsluges af åbne kældre eller blive kørt over, som beskrevet af en franskmand ved navn Louis-Sébastian Mercier. Han beretter om »hærskarer af drukkenbolte, der tumler om i Paris om natten«. »Forgæves leder den halvblinde den blinde, hvert skridt er voveligt, grøften venter på dem begge, eller rettere hjulene«. Onde ånder og nissefolk De fordrukne kunne risikere at sætte ild på husene, hvis de dinglede rundt med en fakkel. Det kunne en stakkels lille træt tjenestepige også, hvis hun faldt i søvn fra sin lysestump. Så det var ikke alle, som blev udstyret med lys, hvis det overhovedet var til at få fat i. Man kunne jo ikke lige gå i Netto, men måtte lave kerter af alt fra dyrefedt til grankogler, og hvad der ellers var ved hånden. Lys var den store luksus, og bogen er fuld af beretninger om ekstravagante fester, hvor de kongelige og de riges haver og slotte strålede af kerter og fakler. Mange er også eksemplerne på et overdådigt natteliv i de fornemmere snirkler, hvor tøjlesløsheden ingen grænser kendte. Maskeraderne blomstrede i de større byer: Her savner man dog vidnesbyrd fra Casanova om Venedig. Men der er ingen mangel på skriftlige veklager fra dem, som mente, at synden havde for let spil om natten. Også de fattige kunne komme til at synde, når de lå klemt sammen i mørket i den loppebefængte klamme halm. Man søgte varme og tryghed hos sengekammerater, angste for onde ånder, gespenster og nissefolk, for ikke at tale om stimænd, der ikke holdt sig tilbage for at bryde ind i befolkede huse om natten. Vinduerne, da der altså kom nogen, blev fast lukket til, så giftige dunster ikke kunne slippe ind. Så kunne man i stedet for grundigt smitte hinanden med tuberkulose. Lærdom og lise Natten havde dog også sine gode sider. Det var tidspunktet, da man endelig havde fri og kunne tænke sine egne tanker i fred. Hvis man da ikke blev holdt vågen af larmende nattevægtere. Selv slaverne på plantagerne fik liv om natten og gruede for solopgang. De levede livet, dyrkede deres små stykker jord og stjal i ly af mørket. Det var der også mange andre, der gjorde. Krybskytter blandt andre. Men der var da også hærskare af mennesker, såvel i Nordamerika som i Europa, der søgte lærdom og lise i de mørke timer. De rige havde fysisk overskud og økonomisk råd til at læse i kerteskær, mens de fattige måtte kæmpe sig til nattens fritimer og visdom. A. Roger Ekirch skriver om en parisisk tjener Jean Standonck, som gik op i et klokketårn for at læse bøger ved månelys, og Thomas Platter, en rebslagers lærling, der stjal sig til at lære græsk om natten ved en lysestump. For ikke at falde i søvn fyldte han munden med rå roestykker eller småsten. Andre bandt deres hoveder ind i et vådt håndklæde for ikke at falde i søvn. Sjælssundheden i fare Moderne liv er den rene luksus i forhold til livet uden kunstlys. Vi sidder ikke mere og ryster af kulde i mørket og vogter på hver en lyd. Til gengæld skal vi så rigtig langt ud på landet for at nyde stjernehimlen, og vi skal nærmest gøre vold på os selv - og vore omgivelser - hvis vi ønsker at gennemføre et liv, der følger døgnets rytme. Den amerikanske historieprofessor mener at kunne bevise, at vi har mistet den lige forbindelse til vore drømme og dermed til vores underbevidsthed og sjælssundhed ved at gøre nat til dag. Så nok er vi ikke i den største fare for at falde i et mørkt hul, når vi dingler hjem fra caféen. Men vi risikerer at falde om af udmattelse, fordi vi har mistet den tvungne hvile i den mørke nat.