0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et leben

Morten Thing beskriver den jødiske kultur i København i begyndelsen af 1900-tallet, herunder det store spørgsmål: Var Georg Brandes jøde?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

LØBENÆSER. Omkring Første Verdenskrig blev København en af det jødiske Europas hovedstæder. Børnene her gik i den børnehave for russiske immigranter, som åbnede i 1908 i St. Regnegade. Omslagsfoto: Det jødiske museum

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Hvem i den jødiske verden talte for et år siden om København?« spurgte litteraten Abraham Coralnik i 1915.

På ganske kort tid - og i ganske kort tid - var København blevet en af det jødiske Europas hovedstæder.

Tusindvis af østeuropæiske jøder flygtede mod vest fra forfølgelser, og mange af dem slog sig ned i København flygtigt eller for altid.

Der var et leben af skomagere, skribenter, skræddere, skuespillere, stakler, socialister og fantaster i byen.

Stærk kultur
Med dem kom en stærk kultur og dens sprog, jiddisch, som først med anden og tredje generation blev afløst af dansk.

Grundstammen i jiddisch er en tysk dialekt, men med mange hebraiske og slaviske låneord, og det skrives med hebraiske bogstaver fra højre mod venstre.

Kulturhistorikeren Morten Thing har med udgangspunkt i den rige jiddische litteratur skrevet seks oplysende og reflekterede essays om jødedom og København i tiden op til Første Verdenskrig.

Georg Brandes
Hvis man skal gøre en lillebitte indvending mod essayisten Thing, skyldes det ikke en mangel på oplysning, indsigt eller dybde - tværtimod. Thing vil næsten for meget og er lidt for alvorlig. Der dokumenteres ganske tæt og citeres udstrakt. Lidt gelassenheit, om man må be': Jeg bytter gerne et par af fodnoterne ud med en løssluppen kommentar.

Jeg nævner det kun, fordi man her og der sporer, at der inde i Morten Thing bor en vittig hund med sans for den barokke situation. Underholdt kan man nu blive så mange steder. Bogen skal læses, fordi den er god at blive klog af. Især må det centrale essay om Georg Brandes fremhæves.

Et af de stående spørgsmål i dansk kulturhistorie er tilsyneladende meget enkelt: Var Georg Brandes jøde? Hans forældre var jøder. Han meldte sig ud af Mosaisk Troessamfund i 1910. Da var han en ældre mand.

Det skete samtidig med, at jøder og jødedom var kommet til at spille en stor rolle i hans forfatterskab, ikke mindst i lyset af de grasserende pogromer. Alligevel nægtede han, at det havde betydning for ham, at han havde denne tilknytning til det jødiske. At stort set alle andre lagde stor vægt på at kalde ham jøde, irriterede ham gevaldigt.

Nogle mente, at han som jøde var født kosmopolit og dermed aldrig kunne være loyal mod sit fædreland. Andre mente, at han som litterat med verdensry kastede glans over jødedommen.

Atter andre mente, at han gjorde den jødiske sag stor skade ved som jøde at fornægte sin jødiskhed. Thing mener, at Brandes var tvunget ud i sin fornægtelse, fordi de nationale identiteter, tiden bød som muligheder, gensidigt udelukkede hinanden.

Zionismen
Jødiskhed blev i det regnskab betragtet som en fejl eller en mangel. Man kunne ikke være 100 procent dansk og dertil jøde. Et jødisk svar på denne udfordring var zionismen, der forstod jøderne som en nation, der blot manglede et territorium for at blive som de andre nationer. (Dansk Zionistforening blev grundlagt i 1902).

Zionismen var imidlertid stadig ikke nogen tilfredsstillende løsning på, hvordan man kunne være dansk og jøde. Først en senere tid har accepteret, at kulturelt tilhørsforhold ikke er en lukket pakkeløsning, men derimod dannes af sammenbragte elementer til et mere eller mindre sammenhængende hele.

Vi har dog aldrig fået dette sammensatte spørgsmål helt på det rene. Karakteristisk er det f.eks., at man stadig møder omtaler som »den jødiske filosof Walter Benjamin«, mens de færreste kunne drømme om at skrive »den katolske filosof Martin Heidegger«. Han må nøjes med at være tysk.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu