Danmark var Hitlers kanariefugl. Men helt ærligt, hvis vi ser bort fra de fem forbandede år, har Danmark så ikke altid været Tysklands kanariefugl? Har vi ikke altid kvidret om kap med tysk åndsliv, siden det overhovedet kom på mode? Kom musikken ikke fra Tyskland? Kom romantikken ikke fra Tyskland? Og Søren Kierkegaards Hegel? Og socialismens Karl Marx? Og kunstens og dæmoniens Nietzsche? Og atomfysikkens Einstein? Og studenteroprørets Herbert Marcuse? Og den demokratiske offentligheds Jürgen Habermas? Fortjent opmærksomhed Tyskland er mestertænkernes land, og Danmark har aldrig skammet sig over at indrømme det. I en lang periode virkede det, som om hovedbestræbelsen på vores universiteter var at lære studenterne at skrive tysk på dansk. Det var måske for meget, men det lykkedes. Derfor fortjener Tyskland opmærksomhed, og det får landet i den helt enestående idéhistorie, der nu kommer på gaden under titlen 'Tyske intellektuelle i det 20. århundrede'. Tankekontinent Af katastrofale grunde blev Tyskland ikke bare Danmarks, men hele Europas skæbne i første halvdel af det 20. århundrede, hvor landet var den drivende kraft i to verdenskrige, der har ændret menneskehedens tilværelse for altid. I anden halvdel af det forgangne århundrede var hovedpersonen ikke Tyskland, men Tyskland var grænselandet, delt mellem Øst og Vest. Det blev derfor et ideologisk opmarchområde under Den Kolde Krig, der sluttede med Murens fald i 1989. Hvis man vil vide, hvad fremtrædende tyskere, på godt såvel som på ondt, gjorde sig af tanker i den anledning, så foreligger her i kort form og mesterlig fremstilling en introduktion, der ægger læseren til at gå videre på opdagelse i det enorme tankekontinent, der ligger lige syd for vores grænse. Intellektuelle Bogen, der er redigeret af to unge ph.d.-stipendiater, koncentrerer sig om de store skikkelser i tysk åndsliv med vægten lagt på begrebet 'intellektuel'. Hermed sigter redaktørerne, Morten Dyssel Mortensen og Niklas Olsen, til tænkere, der har forholdt sig til helt centrale problemstillinger i det 20. århundredes tyske historie og engageret sig i den nationale og internationale debat. Det er altså intellektuelle i Emile Zolas forstand. Mennesker, der ser med kritiske øjne på deres samfund og er i stand til at melde ud. Af førkrigsgenerationen er det af naturlige grunde svært at komme uden om Max Weber, Ernst Cassirer, Thomas Mann, Robert Musil, Carl Schmitt, Martin Heidegger, Walter Benjamin, Ernst Jünger, Bertholt Brecht, Theodor W. Adorno, Elias Canetti og Hannah Arendt, af hvilke de tre sidste dog lagde deres hovedvirke efter krigen. Fra næste generation har man udvalgt Martin Walser, Günter Grass, Christa Wolf, Ralf Darendorf (nå ja), Jürgen Habermas, Hans Magnus Enzensberger, Karl Heinz Bohrer (et rent fejlskud) og Botho Strauss. Blændende klarhed Tilsammen udgør de den fineste idéhistoriske miniencyklopædi, der er udgivet i Danmark i denne anmelders levetid. Den samler en række af Tysklands betydeligste intellektuelle penne, mesterligt og levende beskrevet af akademikere, der har lyst til at formidle deres store viden videre. Der er intet leksikalt japperi. Alle burde have tak. Nogle samler opmærksomheden om en enkelt central tekst i blændende klarhed, f.eks. Peer F. Bundgård om Cassirers 'Myten om staten' eller Adam Paulsen om Canettis 'Masse og magt', mens Per Øhrgaard viser sin absolutte suverænitet i en eventyrlig og afslørende horisontal gennemgang af Hans Magnus Enzensbergers vidtspændende forfatterskab. Og så glemmer han i øvrigt ikke at fortælle os om Günter Grass' dilemmaer. Jürgen Habermas er ganske svær, men hans filosofiske grundidé kan ikke udtrykkes bedre og klarere, end det gøres af Heine Andersen i et andet tungt og læseværdigt bidrag til bogen. Kvalitetsmæssigt modsvares det af Henning Goldbæks overraskende udogmatiske bud på, hvad der er Walter Benjamins egentlige projekt. Peter Madsen har påtaget sig den utaknemmelige opgave at redegøre for Heideggers værensfilosofi, der efter mesterens egen mening bestod sin optagelsesprøve i virkeligheden ved at forklare, hvorfor Hitler var svaret på Tysklands bøn. Ikke uden grund taler Madsen om Heideggers »egensindige sprogbehandling«, og man takker Øhrgaard og Grass for siden at udlevere dette instinktløse tankegods til latteren. Den forsvundne jøde Bogens to redaktører udnævner moderniteten til det samlende begreb for den filosofiske diskussion imellem de tyske intellektuelle og kalder den det 20. århundredes helt store politiske, kulturelle og sociale udfordring. Det indtryk kan man også godt få af bogen. Men det er påfaldende, at de to i deres forord ikke én eneste gang nævner ordet jøde eller jødisk, der sandt at sige også har været et vanskeligt spørgsmål for Tyskland lige fra Nietzsche til Walser og Ernst Nolte i dag. Hvis de havde været opmærksomme på det, kunne der ved blot en lille præcisering i oplægget måske være kommet en mere fremadrettet, men ikke nødvendigvis mere snæver bog ud af det. Og så havde man bedre forstået, hvad der ligger bag de afgørende filosofiske problemer, som Cassirer, Benjamin, Canetti og Arendt kæmper med, som f.eks. hvad er loven, hvad er masse, hvad er magt, hvad er det gode liv, og hvad er det ufuldendtes værdi. Så havde man givetvis også taget tyske eller tyskkulturelle genier som Leo Strauss, Sigmund Freud, Albert Einstein og Franz Kafka med, og så havde man måske også bedre begrebet, hvorfor totalitarismedebatten blev så beklemt i Tyskland efter krigen (og derfor larmer ved sit fravær i denne bog). For der var ikke længere jødiske intellektuelle til at anspore den, og andre, med undtagelse af Peter Schneider, kunne godt holde sig væk. Debatten om, hvordan vi skal indrette vores mentale beredskab for at undgå et nyt holocaust, flyttede andre steder hen. Og det er skade.