Umberto Eco er et både intellektuelt og økonomisk fænomen. Samtidig er han et eksempel på, at selv om man skriver om indviklede emner, kan man godt nå det store publikum. 'Rosens navn' blev en megasucces både som roman og film, bemærkelsesværdigt i betragtning af at romanen hentede sit stof i en filosofisk diskussion fra 1300-tallet om erkendelsens grænser. Romanerne er nærmest sideprodukter af Ecos videnskabelige virksomhed, hvor hans store projekt er sammenhængene i europæisk-kristen kultur, hans metode semiotikken, en slags videnskabelig sporleg, hvor det gælder om at genskabe helheden ud fra de betydningsbærende tegn, som er efterladt i skrift, billeder, landskabet, hvor som helst. Ny er semiotikken ikke, den er på en måde foregrebet i 1300-tallets nominalisme, hvor begreberne blev analyseret ud fra deres sproglige indhold. William af Baskerville, hovedpersonen i 'Rosens navn', er i virkeligheden bygget over den mest fremtrædende nominalistiske tænker, William af Ockham. Fordomsfrihed Ecos succes afspejler uden tvivl et behov for indsigt i en kompliceret verden, han lærer så at sige sine læsere at se. Når han er bedst, er det ren Sherlock Holmes, et enkelt spor kan rigtigt fortolket opklare sagen. I modsætning til en Dan Brown, der får rodet alt sammen i en pærevælling af konspirationsteorier og overtro, er Ecos brug af det historiske stof klar og analytisk. Hans styrke er, at han gør det komplicerede indlysende. Dertil kommer, at han har et formål med sit projekt. Han vil gøre europæerne bevidste omkring deres kultur og humanistiske tradition. Han er et fornemt nutidigt udtryk for den europæiske tradition for kritisk og fordomsfri tænkning, der har rødder i oplysningstiden. Matematiske proportioner Nu har han lagt navn til en bog om 'Skønhedens historie', ikke en æstetikhistorie i traditionel forstand, men et forsøg på at indkredse vore begreber om skønhed fra antikken til vore dage. Det er både idealer omkring menneskelighed skønhed, landskaber, arkitektur og maskiner. Og der reflekteres ikke kun over visuel skønhed, men også over forestillinger om det ideelle knyttet til matematiske proportioner. Bogen er blevet til i et samarbejde med Girolamo de Michelle og er i virkeligheden en følgebog til en cd-rom om samme emne, Eco også har redigeret. Sansen for medier og optimal økonomisk gevinst fornægter sig ikke. Fremstillingen er kronologisk bygget op omkring billeder, hvis indhold og ideer belyses gennem samtidige tekster. Bedst er afsnittet om middelalderen, der bygger på et af Ecos videnskabelige hovedværker, nemlig hans bog om middelalderlig æstetik. Vilde postulater Andre kapitler er svagere; medforfatteren er ikke altid på niveau. Det gælder bl.a. afsnittene om renæssancen, hvor der generaliseres, så det nærmest bliver meningsløst, bl.a. konfronterer han den italienske renæssances sanselige skønhedsideal med et postuleret nøgternt, »progressivt« nordeuropæisk kvindeideal knyttet til arbejde og hverdag. Som eksempel på det sidste anvender han Vermeers malkepige (Rijksmuseum). Men her er tale om forskellige genrer, man kan ikke sige noget om udviklingen i kvindesynet på det grundlag. I øvrigt er der en del fejl. Blandt de mere besynderlige er, at Rubens bliver knyttet til solkongens hof. Rubens døde nemlig i 1640, hvor Ludvig XIV blot var 2 år gammel. Det er også noget sludder at tale om den flamske del af Holland. De indledende billedtavler er heller ikke fejlfrie. Afbildningen af Flora på nationalmuseet i Napoli er dateret cirka 700 år for tidligt, mens mosaikbilledet i San Vitale-kirken i Ravenna af den byzantinske kejserinde Theodora er dateret til det 9.-10. århundrede. Den rigtige datering er midten af det 6. århundrede. Det mærkelige er, at det tilsvarende billede af kejser Justinian er dateret rigtigt. Det er således en ujævn bog, hvor interessante og relevante betragtninger veksler med vilde postulater og besynderlige fejl. Det er svært at frigøre sig fra fornemmelsen af spekulation i Ecos navn. Men bogen skal trods sine håndfaste generaliseringer anbefales. Den giver hurtig og let introduktion til udviklingen af vore forestillinger om skønhed fra Egypten og de mesopotamiske kulturer til nutiden, fra den egyptiske dronning Nefertite til prinsesse Diana, alt sammen støttet af flotte farvebilleder af et stort antal hovedværker i europæisk kunst.