»Hvad ligger der i et navn? Det, vi kalder en rose, ville dufte lige sødt, hvilket navn det end havde«. Så skråsikker omkring ordenes ligegyldighed var salig Shakespeare for mere end 400 år siden, og hans berømte ord blev i noget nyere tid suppleret af Gertrud Stein med hendes berømte erklæring om at »en rose er en rose er en rose«. Men er det nu også sådan? Er der ikke ord, som vitterlig i og af sig selv siger noget om det sprog, de kommer fra, dem, der bruger det og måske samfundet i bred almindelighed? Ord, der med andre ord ikke bare kan udskiftes efter behag og synonymordbog, fordi de netop selv er hele historien? Kildne kameler Det mener den britiske forfatter Adam Jacot de Boinod tydeligvis. Han har gjort det til sit livsprojekt at finde og nedskrive sære ord på alverdens tungemål, og efter at have pløjet sig gennem de første par millioner har han nu skrevet en fornøjelig bog med nogle af de sjoveste og mest sigende. Hvem havde for eksempel forestillet sig, at der eksisterede et så utroligt specifikt ord som det persiske nakhur, der henviser til »en kamel, der ikke giver mælk, medmindre man kilder dens næsebor«. Og at der rent faktisk findes ord for at være manisk bange for, at penis vokser ind i kroppen. Da er man på japansk koro. Hvorimod man er narachastra prayoga på sanskrit, hvis man bare som så mange andre forguder sit lem. Ømme tunger Det er også lykkedes de Boinod at finde mange af de ord, man altid har ledt efter, men ikke kendt. Hvem har ikke mødt en zechpreller eller to, det tyske ord for en, »der går uden at betale regningen«. Man skal heller ikke have været meget omkring for at være stødt ind i en ataoso, et centralamerikansk udtryk for en, »der finder problemer overalt«. Eller været til mange brain-storming-møder for at genkende irritationen over en, der passer perfekt på den indonesiske betegnelse neko-neko, der betyder »en, hvis kreative ideer kun gør tingene værre«. At snak ikke altid er af det gode, er en sandhed, som selv gamle grækere, der ellers nok kunne tage en diskussion eller to, havde erkendt med ordet glossalgos om folk, der taler, til deres tunge gør ondt. Luftmennesker Når det gælder fornærmelser, kan jøder også være med. En af de herlige eder, de Boinod har fundet, stammer da også fra jiddisch: zolst farliren aleh tseyner achitz eynm, un dos zol dir vey ton, ordret oversat: »Må du miste alle dine tænder undtagen en, og må den gøre meget ondt«. Jiddisch er også leveringsdygtigt i et andet herligt ord, nemlig luftmench om upraktiske drømmere, der ikke bekymrer sig så meget om hverken penge eller arbejde. En ubekymret ikke særligt jødisk type, som man kan gribe sig i at ønske, at lidt flere danskere tilhørte, sådan at ikke alt gik op i ratepension og det eksistentielle valg mellem flexlån og fastforrentede. At japanerne er et mærkeligt og brutalt folkefærd, får man bekræftet med verbet tsuji-giri, der betyder at »prøve et nyt sværd på en forbipasserende«. Eviggyldige sandheder Mange af de allermest mindeværdige ord handler ikke overraskende om sex i den ene eller anden form. I den frisindede ende finder man areodjarekput, der er inuit for »at bytte koner et par dage«. Når det gælder frugten af det ægteskabelige samliv har inuitterne også nogle ualmindeligt specifikke udtryk. Tag et ord som paggiq, der betyder »rifter i forbindelse med fødsel«. Og ganske som med andre emner udtrykker de frække ord også inden for det seksuelle eviggyldige sandheder. Igen er japansk sigende. Mandlig onani hedder senzuri, der betyder 100 nussende ryk. Tilsvarende kvindelig selvtilfredsstillelse kaldes shiko shiko manzuri som oversættes til 10.000 nussende ryk. Ak ja.