Per Kirkeby er en storartet maler. Fra figurative overbud i 1960'ernes popmalerier har han udviklet sig til en kolossalt dygtig oliemaler, der forstår at lave et billedfelt med farver i hovedsagelig abstrakte former. Desværre er det ikke igen maleriet, der er emnet for denne anden bog af Poul Erik Tøjner om Kirkebys kunst. Den handler om skulpturerne og først og fremmest om dem i bronze. Disse uartikulerede gestalter modelleret i al deres mumlende mulm og mørke. Forknythed Man finder dem (for) mange steder i det offentlige rum, hvor de står på nydelige søjler og tapper pladsernes energi. Deres forknythed synes at stå i direkte modsætning til den repræsentative kraft, som den klassiske statue indgød. De er ikke nemme at se, endnu mindre at sætte ord på. Boldspil Ord og bronze. Man kommer ikke uden om at grunde over materialerne, når man læser Poul Erik Tøjners bog om Per Kirkebys skulpturer; både skribentens og kunstnerens materialer. For at tage skribentens først: Det er tydeligt, at Tøjner tænker, mens han skriver. Han har en meget personlig essayistisk stil, hvor han hele tiden ekvilibristisk kaster mange store og små bolde op i luften, men han griber kun nogle få. På den ene side efterlader det læseren vagtsom på, om han om lidt får en bold i hovedet, på den anden side fjerner det fokus fra de store bolde, der faktisk spilles videre. Selv om Tøjner som regel er forbilledlig klar i tanke og sprog, bliver det lidt for ofte i denne bog temmelig svært at forstå, hvor vi er på vej hen. Voldsomme følelser Kunstnerens materialer og hans forhold til materien er en af de bolde, der holdes i spil gennem hele bogen. Selv om de ellers ofte velfungerende murstensskulpturer bliver berørt sidst i bogen, er det hovedsagelig bronzen, den handler om. Tøjner giver bud på tolkninger af skulpturerne, der er meget plausible. De er materie og påmindelser om, at vi er materie. Derfor vækker de måske så voldsomme følelser, de minder om noget, der er skåret bort, skilt ud: »... ærlig talt kan det undertiden ligne en bunke lort holdt op mod, hvad der skulle være forbilledet« (- Tøjners ord, ikke mine). Tredjeplads Skulpturerne har haft en stor betydning for udviklingen af Kirkebys maleri, sandsynliggør Tøjner. Der er en dialektik på spil i Kirkebys værk mellem figur og materie, og skulpturerne repræsenterer den ene yderpol. Disse egentlig meget traditionelle moderne skulpturer var i første omgang et meget fysisk opgør med det figurative mylder i hans tidlige periodes popbilleder. De frigjorde ham kort sagt fra at tænke i figurer og lod ham blive den maler, der i dag fejres verden over. Og som sådanne nødvendige fødselsforløsere for Kirkebys enestående malerier tilgiver man gerne skulpturerne deres egen noget selvhøjtidelige forknythed. Men det forklarer ikke, hvorfor de er blevet spredt så gavmildt i det offentlige rum. Selv Tøjners ferme boldspil skjuler ikke, at ligesom bronze i sportens verden betegner en tredjeplads, er det altså også dér, bronzearbejderne indplacerer sig i Kirkebys oeuvre.