I hele 2005 har vi danske brystet os af digteren H.C. Andersen. Ros og respekt er skyllet ind over landet - fra Tokyo til Tina Turner - men spørgsmålet er, om de ikke-dansksprogede i virkeligheden ved, hvem de hylder. Skal man tro Anette Østers artikel i det børnelitterære årsskrift 'Nedslag', så har Andersen ikke haft nogen let gang på fremmed jord. Han var selv klar over det. Om en tysk oversættelse skrev han, at her er »Duften borte«, og han fremhævede over for sin engelske oversætter det vigtigste ved eventyrene, nemlig »den Maade de fortælles paa«. Gennemslagskraft 'Nedslag i børnelitteraturforskningen' er sjette ombæring i en skriftserie, der har sat børnebogen på den akademiske dagsorden. Så pyt med, at navnet er håbløst og forsiden deprimerende kedelig. Det var trods alt i en af 'Nedslag's forgængere (nummer fire), at hele kanondebatten bragede løs for alvor. Sjældent om aldrig har et fagligt skrift haft større gennemslagskraft! Dødbringende Desværre vil angelsakserne nok ikke lave om på deres oversættelser af Andersens eventyr af den grund. Selv ikke efter at have læst Anette Østers artikel, der er både glimrende oplysning og dødbringende for barnetroen. Tænk, at visse steder i Amerika kan børn høre om, hvordan en rar, gammel kone kommer og redder den lille pige minus svovlstikker, da hun er ved at fryse ihjel. Og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Morderisk Den anden betydningsfulde artikel i 'Nedslag' er Stine Reinholdt Hansens fremlæggelse af to forskerkollegers indgang til kritik og analyse. Den rummer en morderisk gennemgang af Beth Junckers kriterier og hele begrebsapparat. (Godt artiklen undgår dagbladsanmeldere!). Mere venlig er forfatteren mod Bodil Kampp. Denne lange artikel om 'Børnelitterær kritik' kan godt gå hen og blive en klassiker på uddannelsesinstitutionerne, fordi den er klar, præcis og relevant. Så er der nedslag i bl.a. forrige århundredes tyske børnelitteratur, i Mark Twains forhold til sin forlægger og nyere ungdomsromaner. Men det vil vinde med en grafisk foryngelseskur til 'Nedslag'. Det er bare et forslag.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























