I 2003 blev Churchill kåret til alle tiders største brite, og vupti kom der en nyskreven dansk og tre oversatte biografier af den britiske statsmand. Nu har vi så, uden påviselig ydre anledning, på et halvt år fået to bøger om Napoleons liv: I 2005 Herman Lindqvists frankofile hyldest (anm. 24.9. 2005), hvis svenske udgave i øvrigt netop er kommet på udsalg, og nu den engelske skribent Paul Johnsons mere kompakte og meget lidt franskvenlige skitse. Forløber for totalitære diktatorer Da den engelske udgave udkom, kaldte en anmelder meget præcist Johnson for »journalist af profession, historiker af tilbøjelighed og polemiker af natur«. Han redigerede i nogle år tidsskriftet 'New Statesman', men skiftede siden ståsted og ynder nu at udpensle venstrefløjens virkelige og formentlige vildfarelser. Så for Johnson er Napoleon ikke den geniale strateg eller den visionære politiker, der fejede reaktionen til side, men tværtimod forløberen for totalitære diktatorer som Stalin, Hitler og Mao. Og tilmed franskmand. Glemmer de engelske forfædre Ideolog vil Johnson ikke kalde Napoleon, snarere en opportunist, der greb chancen, da den franske revolution udviklede sig til et diktatur langt værre end den enevælde, den havde fejet til side. Ej heller vil han anerkende, at der i revolutionen lå nogen form for historisk nødvendighed. Napoleon burde have lært af Washington, der frivilligt afgav sin militære magt for at opbygge et retssamfund. Og Frankrig burde have indset, at reformer ingenlunde forudsatte vold og blodsudgydelse, men kunne gennemføres fredeligt i Storbritannien og, tilføjes det generøst, i Skandinavien. Johnson glemmer her, at hans egne engelske forfædre var 150 år forud for franskmændene, hvad revolution og kongemord angår. Ikke for kendere De fleste, der skriver om Napoleon, har en dagsorden, og Johnson lægger i det mindste ikke skjul på sin. Bogen er velskrevet, med nogle lidt gnidrede billeder, og kan, som en anden anmelder (og forfatter af en konkurrerende biografi) lidt giftigt sagde, »med sindsro anbefales til læsere, der ikke ved noget om Napoleon«. Senere kan man jo supplere med Herman Lindqvist eller Jean Tulards biografi, der også er oversat. Og hvis man vil have Napoleon sat ind i en bredere historisk sammenhæng, og ikke skræmmes af norsk, er Kåre Tønnessons bind 10 i 'Aschehougs verdenshistorie' et glimrende og flot illustreret bud.