0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Omsorgsfuld mandehørm

Norah Vincent var ikke til mænd. Men så prøvede hun at leve som en af dem - med falske skægstubbe og penisprotese - og fandt ud af, at fyre faktisk er fine. Og at hun er glad for at være kvinde.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Omslagsfoto.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er to billeder på forsiden af Norah Vincents bog, 'Self-Made Man: A Women's Journey Into Manhood and Back Again'.'

På det ene billede ser man forfatteren iført firkantede briller, daglange skægstubbe og jakke og slips. På det andet har hun læbestift, eyeliner og en sort og udringet kjole på.

Men ingen af billederne forestiller faktisk Norah Vincent - i hvert fald ikke til at begynde med.

Objekt for mandens blik
Historien begynder nemlig med, at Vincent er en lesbisk kvinde - og en kendt og kontrær klummeskribent for L.A. Times - som kønsmæssigt befinder sig »et sted på grænsen mellem det maskuline og det feminine«.

En dag får en veninde (og dragking) Vincent til at gå en tur ned gennem East Village forklædt som mand, og turen bliver en åbenbaring for hende. For her oplever hun, hvor nemt det må være at være mand - befriet fra andre mænds savlende blikke:

»Som kvinde kan man aldrig gå ned ad gaden uden at blive overbegloet«, forklarer Vincent. »Man er altid objekt for mandens begærlige blik - det dominerer én, som var man hans ejendom«.

En kvinde
Efter den ahaoplevelse beslutter Vincent sig for at foretage et sociologisk eksperiment. I 18 måneder vil hun rejse rundt i riget for at undersøge, hvordan den del af befolkningen, der glor på den anden halvdel, lever.

Hun snører brysterne ind i en alt for lille sports-bh, klistrer falske skægstubbe på kinderne og stikker en penisprotese i bukserne.

Under navnet Ned går hun/han til bowling med drengene, på stripklub med vennerne og på dates med kvinderne, arbejder som bilsælger, bor som munk i et kloster og ender til sidst på et 'find dig selv'-kursus for mænd. Det er så her, det går galt - ikke fordi nogen finder ud af, at Ned i virkeligheden er en kvinde - men fordi Ned finder ud af, at hun i virkeligheden er en kvinde.

Dejligt håndtryk
Men Norah får mange andre overraskelser med på sin vej gennem mændenes univers. Første stop er bowlingkulturen, der i USA er en benhård og testosterondrevet arbejdersport.

Her melder Ned sig med bange anelser på et bowlinghold, men ingen kommer med nedladende kommentarer om hans lidt pigede udseende, og ingen laver sjov med hans helt umulige greb om en bowlingkugle.

Tværtimod tager holdkammeraterne sig kærligt af Ned, oplærer ham med faderlig omsorg i bowlingens kunst og indvier ham straks i deres velkomstritual - den der fejende armbevægelse, der lander i et fast håndtryk, som fyre godt kan lide, og som Norah altid har syntes var åndssvag.

Som Ned finder hun imidlertid ud af, hvor varm og indbydende en gestus den egentlig er - og langt at foretrække for de kolde kindkys, Norah og hendes newyorkerveninder ellers udveksler som velkomst.

Liderlighed - en byrde
Det er et varmt og omsorgsfuldt univers, Ned finder i mandehørmen, hvor små skulderklap og indforståede nik taler mere end de tusind ord, som Ned må lægge ører til under middage med en række singlekvinder, han går ud med (han sammenligner oplevelsen med »langsomt at få foretaget det hvide snit«).

Og selv om mænd er nogle liderlige bukke, er sex ikke bare noget, de blærer sig med.

På stripklubberne hører Ned mænd kalde deres liderlighed en byrde - som »noget tungt, de bærer rundt på, og som de ikke ved, hvordan de skal blive fri for - andet end ved for en fem minutters tid at aflevere det i skødet på et fremmed menneske«.

Min indre Norah
Ned når også rundt om et munkekloster, et liv som bilsælger og til sidst på et mandemeditationskursus i en skov, før eksperimentet når sin ende.

På kurset finder Ned yderligere ud af, hvor hårdt det er at være medlem af det såkaldt 'stærke' køn, og at livet som mand faktisk slet ikke er så nemt, som Norahs gåtur gennem East Village ellers fik hende til at tro.

Og med den opdagelse bryder Ned sammen og må på den psykiatriske afdeling, før han finder sig selv. Hvad han finder er sin indre Norah og det kvindekøn, hun siden teenageårene har haft et ambivalent forhold til.

Kønnet ligger i hjernen
Vincents eksperiment har landet hende på forsiden af New York Times Book Review, i en række tv-programmer og på landets bestsellerliste, men hvad den lesbiske kvinde synes mest tilfreds med er, at det også har landet hende i en klar og tydelig kønsmæssig position - »stolt, fri og glad for at være kvinde«, skriver hun.

Konklusionen på eksperimentet lyder, at køn hverken har med klædedragt eller konstruktion at gøre, men at »det ligger i hjernen« - og at det ikke er noget, man skal lege med.

Men det tog det altså Norah Vincent et liv som mand at finde ud af.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.