0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krass Clement ser og lytter til rockfestival

Krass Clement i rollen som en Tine 'Tværs' Bryld bag linsen, skriver Roskilde-veteranen Karsten Ifversen om et usædvanlig kærligt fotoportræt af Roskilde Festivalens gæster.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Billede fra bogen. Foto: Krass Clement.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er intet i verden så stille som sne, hedder det i digteren Helge Rodes ord.

Det skulle da lige være Roskilde Festival i fotografen Krass Clements optik.

Dette notoriske brag af en firedages musikfestival er den fotografiske fortæller gået til med et blik for de helt stille stunder - der hvor den enkelte melder sig ud af massefænomenet og bliver til individ.

Her er mange sider med billeder af folk, der vender blikket ned, ind i sig selv eller ind i fotografens linse og derved træder ud af det menneskehav, som rockfotografer ynder at skildre.

Antropologisk nærstudie
Alle de stille stunder er en uomgængelig del af festivalen og i udstrækning fylder de ofte mere end de lystfyldte epifanier, som er blevet bevidstløse klicheer i sovende pressefotografer og billedredaktørers hænder.

Hos Clement er ingen musikere badet i spotlys på scenen, ingen festivalgæster dyppet i mudder fra top til tå og ingen arme stakler, der udstiller sig deres voldsomme og sanseløse beruselse.

Det karnevalistiske blik er udskiftet med et antropologisk nærstudie af den enkelte, parret og de små grupper. Kun et enkelt rystet og uskarpt billede af menneskehavet er kommet med.

Kuppeltelt i flammer
En stor del af kvaliteten ved bogen er således alle de fælder, den ikke går i. Bevares, der er både kærtegn, befamlinger og hede kys, men klicheen om tilfældig og orgiastisk sex er udskiftet med en overvejende ømhed som i billedet af pigen, der kysser sin venindes bare skulder, mens blikket fra en ungersvend i baggrunden synes at sige: »Hvem der dog bare var den skulder lige nu«.

Og helt bogstaveligt er det ofte skønheden i affaldet og pissoiret, Clement finder. Det er f.eks. farvesammensætninger og kompositoriske linjer, der går igen fra et personportræt til et billede af pissekummen.

Mange billeder er taget, efter at publikumshoben har forladt koncertområdet eller ude på campingområdet, hvor alt uden for teltet bliver den store skraldespand - indtil teltdugen selv bliver skrald, som i bogens næstsidste billede, hvor et kuppeltelt går op i flammer.

Lydhørt: Næsten som Trine Bryld
En lang række billeder er taget som halvportrætter af kunder op mod en shawarmabars mørke teltdug. De svedende, beskidte, sultne og trætte unge står lysende som rembrandtske tilsynekomster på den mørke baggrund.

De er alle meget almindelige og såre smukke som sådan. Det er første gang, jeg oplever Krass Clement være så lydhør over for den spontane skønhed hos almindelige danskere.

Og 'Lydhørt' er den passende titel til denne bog. Det er næsten som at lytte til Tine Bryld i radioprogrammet 'Tværs'. Han møder de unge i øjenhøjde, uden fordømmelse, men med sin modne erfaring. Det er godt gået.

Grundtonen af misantropi forsvundet
Det ville ikke være Clement, hvis ikke der var lidt brod. Det er der så i kompositionen af bogen. Den falder i to dele, først en kort optakt med billeder af en håndfast fraværsæstetik fra det trist velordnede erhvervs- og boligområde i nærheden af Dyrskuepladsen, hvor festivalen afholdes:

Tomme veje med brede græsrabatter og parkering forbudt-skilte og den slags menneskefjendsk forstadsdesign. Dernæst følger alle de nære portrætter inde fra festivalen - ikke uden sex, druk og rock'n'roll - men primært i stilheden, roen og ventetidens kontemplative tegn.

Bogen passer ind i det danmarksbillede, Clement har udmalet lige fra 1980'ernes 'Det tavse land', 'Gentagelsens fest' og 'Byen bag regnen' til de seks og syv år gamle 'Færgen' og 'Påskesøndag mellem 11 og 16'. Men for første gang i en farveskala, der ikke har en grundtone af misantropi.