Aminah Tønnsens 'Tror muslimer at jorden er flad?' prætenderer at være en opslagsbog. Med nøjagtig hundrede småkapitler, der hver indledes med et spørgsmål, og en alfabetisk strukturering af spørgsmålene kunne man let forledes til at tro, at bogen vitterlig er et opslagsværk, med alt hvad det indebærer af objektivitet og nøgternhed i behandlingen af stoffet. Men man skal ikke uden videre lade sig narre. Programskrift for Euroislam Tønnsen ønsker nemlig at fortolke Koranen ind i en moderne, dansk kontekst og lægger således vægt på den personlige, eksistentielle tilegnelse af religionen. Derfor stiller hun sig meget kritisk over for de muslimer, der som følge af gruppepres fra reaktionære kræfter i den muslimske verden afstår fra selvstændigt og frit at fortolke de islamiske kildeskrifter. Meget beundringsværdigt forsøger Tønnsen så at demonstrere, hvorledes Koranen kan fortolkes på en måde, så den kan indgå i et demokratisk samfund, der er præget af radikale frihedsværdier og krav om tolerance. Følgelig er bogen ikke så meget et opslagsværk som et programskrift for europæisk islam i det 21. århundrede. Vestligt frisind Et afgørende spørgsmål er naturligvis, om det overhovedet er muligt at sammentænke Koranens indhold med en moderne, dansk-europæisk virkelighed. Man kunne jo have den mistanke, at der er visse uforenelige træk, der vanskeliggør eller ligefrem umuliggør dette ellers så nødvendige brobygningsarbejde. Tønnsens bog er først og fremmest et forsøg på at udrydde enhver mistanke af den art, og gennem en fortolkningspraksis, der kun kan kaldes selektiv, lykkes det til overmål bogens forfatter at demonstrere Koranens kompatibilitet med vestligt frisind. Modstridende citater Men der må åbenbart snydes på vægtskålen, for at projektet lader sig gennemføre. Ét eksempel blandt mange mulige: Når det f.eks. drejer sig om, hvorvidt islam er foreneligt med demokratiet, henviser Tønnsen til et par suraer, der opfordrer til, at man i fællesskab rådfører sig med hinanden, hvilket »langt hen ad vejen er lig de såkaldte demokratiske frihedsrettigheder, som Vesten bryster sig af«, skriver hun. Men hvordan harmonerer det med sura 4,59: »Adlyd Gud, og adlyd budbringeren og dem iblandt jer [de troende], der har myndighed«, eller er demokratisk religionsfrihed og sura 9,5 »Dræb dem, der forbinder andre guder med Gud, hvor end I finder dem« kompatible? Personligt tvivler jeg, og strengt taget skylder Tønnsen et svar. Ikke kun på dette spørgsmål, men på hundrede tilsvarende.