Som dreng stod jeg på rangerterrænet bag Helsingør banegård og spottede lokomotiver. De runde MY og de firkantede MZ. Tykke bronzeplader med produktionsnumre skruet fast med blanke skruer. Lugten af diesel og lyden af kraft. Det var det nærmeste, vi kom en flyveplads i Helsingør. I Kosmorama Bio var der malet et verdenskort med SAS-flyruter. Allermest eventyrlig var den røde streg hen over Indlandsisen og Nordpolen. Fly var den ultimative mekanik, og Polruten udfordrede min drengefantasi med billeder af is og storme. Smagfuldt tilrettelagt Peter Schmidt Mikkelsen har selv været deroppe, mærket kulden og suset fra flyene. Som tidligere medlem af Slædepatruljen Sirius og forfatter til flere bøger om Grønland kan man ikke ønske sig en bedre guide til flyvning og rejser i Grønland. Jeg åbner hans bog 'Twin Otter' med stor forventning. Bogen er smagfuldt tilrettelagt og udstyret med et væld af farvefotos af det lille tomotorers Twin Otter-fly på isen, på jorden, i sneen, over havet og i luften. Personlige oplevelser på afstand Kombinationen af Grønland, opdagelse og fly burde være eksplosiv som flybenzin. Vores guide ind i denne dramatiske verden er totalt opslugt af sit emne. Desværre er registreringen af Twin Otter-flyets færdsel i Grønland blevet køligt som en vejrmelding og tamt som salgsmateriale fra De Havilland, Twin Otter-flyets producent. Den flittige og velinformerede forfatter har valgt at standse sin historie på sikker andenhånds afstand af eventyret og dramaet. Jeg antager, at Peter Schmidt Mikkelsen har masser af personlige oplevelser med Twin Otter-flyvning i Grønland. Men ikke ét eneste sted i bogen springer han ud i det og fortæller løs om sine egne oplevelser. Grundigheden er for meget Bogens første kapitel er skrevet af museumsmanden Claus Andreasen. Han fortæller med brede penselstrøg den spændende historie om, hvordan eskimoerne i forhistorisk tid bevægede sig rundt i den arktiske verden. Vi hører, at de tidligste folk i Grønland, fra 2400 år f.v.t. ikke havde hunde og selv måtte trække deres slæder. Man gætter, at de har været lavet af skind, som frøs til stive skaller med meder lavet af mudder frosset fast på skindene. Ingen spor findes i dag af disse urtidsslæder. Senere kom hundene, kajakkerne og konebådene, den forfinede kultur, som gjorde mennesket i stand til at overleve og rejse i Grønland. Men det er bare opvarmning til flyvningens historie i Grønland og frem for alt Twin Otter-flyets historie, som fylder det meste af bogen. Her vendes hver en sten. Minutiøst gennemtrawles annalerne. Hvert eneste Twin Otter-fly, hver eneste Twin Otter-pilot, hver eneste Twin Otter-mekaniker registreres i bogen. Det er både imponerende detaljeret og vanvittigt for meget. Retter sig til - hvem? Og for lidt. Vi hører, hvor mange passagerer der har fløjet med Twin Otter i Grønland, men tallene siger mig ikke meget, når jeg ikke får at vide, hvor mange der har fløjet med helikoptere, andre fly og skibe. Vi får ikke noget at vide om økonomien bag Grønlandsflyvningen, som ellers er meget speciel, med statslige selskaber og monopoler. Piloterne, mekanikerne og geologerne har han interviewet, men ikke grønlænderne. Vi hører ikke, hvordan grønlænderne selv har oplevet flyvningens erobring og åbning af deres land. For enhver Twin Otter-freak må dette være bogen. For Grønlandselskere i mindre grad, fordi den rykker alt andet i Grønland helt ud af proportioner. Modsætningen mellem den næsten maniske registrering af alt, hvad denne ene flytype har udrettet i Grønland, og den helt upersonlige form, forfatterens enorme viden præsenteres i, kan kun kaldes nørdet. Hvem er det derude, som vil købe en bog på 300 sider om en enkelt canadisk flytype?